Satanic Panic i Danmark

Se også artiklen "Satanic Panic i USA".

Artiklen ”Satanismen er over os som en storm” fra 1991 (4), hvor Ekstra Bladet interviewede Johannes Aagaard om satanisme, er på mange måder sigende for, hvordan den amerikanske Satanic Panic har påvirket Danmark. Dels er mange af temaerne importeret fra USA, og dels har Johannes Aagaard og Dialogcenteret stået for det meste af distributionen af ideer om satanisme til det øvrige samfund. Artiklen indvarslede på mange måder standarden for de næste ti års danske satanismedebat. Dialogcenteret kom til af fremstå som de danske eksperter i satanisme på trods af, at deres faglige indgang til emnet har været under al kritik. De har i mange tilfælde misforstået og fejlbehandlet informationer på en sådan måde, at det end ikke kan forsvares som subjektive teologiske analyser. Forklaringen på, at Dialogcenteret alligevel kom til at spille denne rolle, skal formentlig findes i den omstændighed, at den eksisterende satanisme altid har været anset for så lille et problem, at kun folk med en religiøs dagsorden har følt et behov for eksperter og undersøgelser.

Flere slags satanister

For at analysere det fænomen, Johannes Aagaard beskriver i artiklen, må man gøre sig klart, at der er sket en sammenblanding af adskillige fænomener. I USA har man arbejdet med en model, hvor man har opdelt påståede satanister i fire grupper (1 – s. 179 – det nedenstående er en fri gengivelse af modellens hovedtræk). 

  1. ”Dabblers”, som er teenagere der lytter til rock eller metal musik med okkulte temaer, interesserer sig for satanistisk eller okkult symbolik, og/eller spiller rollespil. Denne type personer kan til tider bruge ulovlige stoffer og/eller være involveret i hærværk eller mishandling af dyr, selv om det selvfølgelig ikke er normen.
  2. Uafhængige mordere, ofte med psykiske problemer, som f.eks. Charles Manson.
  3. Organiserede grupper som f.eks. Church of Satan, Temple of Set etc. Disse grupper fordømmer normalt kriminalitet og frabeder sig sammenblanding med andre grupper som betegnes som satanister.
  4. Multigenerationelle familier af satanister som beskæftiger sig med menneskeofringer, overgreb på børn, kannibalisme, internationale sammensværgelser osv. Denne gruppe fylder meget i kristne myter og vandrehistorier, men reelt set findes den ikke.

I anti-satanisme litteratur er denne model oftest blevet opfattet på den måde, at disse ”niveauer”, skulle vise en gradvis udvikling, som personer involveret i satanisme fulgte (1 – s. 180ff). Dette er formentlig et ubevidst forsøg på at skabe et fællesskab mellem grupperne, hvorved flere separate og uafhængige problemer har kunne samles til ét, som til gengæld har kunnet fremstilles mere alvorligt. Et andet typisk træk i antisatanismelitteratur er, at satanisk filosofi og praksis ofte bliver beskrevet, uden at der sker en præcisering af, hvilke grupper man beskriver. Dialogcenteret følger tydeligvis denne tradition, og roder sig i den forbindelse ud i en række problemer.

Umiddelbart ser grupperne ud til at have et visse fællestræk, idet de alle benytter satanisk symbolik. Denne lighed er dog kun overfladisk, for filosofi, praksis og motiver er meget forskellige hos grupperne.  Der er endvidere intet der taler for, at der sker en gradvis udvikling fra et ”niveau” i modellen til et andet. Der er simpelthen tale om helt forskellige sociale grupper, uden nogen naturlig forbindelse til hinanden (1 – s. 181ff). Hvad der dog er endnu vigtigere, er at den fjerde gruppe af generationelle, børneofrende satanister, simpelthen ikke findes. Denne gruppe spiller hovedrollen i den subversive satanismemyte i meget af debatten om satanisme. Jeg formoder, at dette skyldes, at satanismedebatten i stor grad netop er skabt af kristen dæmonisering, som fokuserer på en teologisk fremstilling af satanisme. Da ingen af de eksisterende sataniske grupper passer ind i den kristne satanismemyte, vælger de kristne ”eksperter” i stedet for at fokusere på den fjerde kategori. Derpå hævder de så, at disse er de rigtige satanister, og at de andre grupper i virkeligheden er i ledtog med dem. Den fjerde gruppe bruges simpelthen som stråmand:  Ved at fokusere på praksis hos denne gruppe og derefter udvide beskrivelsen til en generel definition af satanisme opnår man ikke alene at beskrive en fantasi som virkelighed, men beskylder samtidigt reelt eksisterede grupper for at dele denne ikke-eksisterende filosofi og praksis.

Jeg vil i det følgende se nærmere på en række af Johannes Aagaards påstande i artiklen ”Satanismen er over os som en storm”, og bruge dem som udgangspunkt for diskussion af vigtige temaer i antisatanismelitteratur og Satanic Panic i Danmark.  

Satanisme under behandling af psykologer og socialrådgivere 

”Omfanget af satanismen nu ryster socialrådgivere, psykiatere og psykologer i USA og England” (4) 

Begyndende med bogen ”Michelle Remembers” i 1980 oplevede USA som sagt en række ”survivor” sager. Disse sager var medvirkende til, at der desuden i 1983 begyndte at komme lignende beretninger om sataniske overgreb på børn i daginstitutioner. Det viste sig siden, at børnenes beretninger var fremkommet ved hjælp af meget tvivlsomme metoder, og at disse metoder havde påtvunget børnene minder om seksuelle overgreb, der aldrig havde fundet sted. I forsøget på at beskytte børnene mod ikke eksisterende overgreb, udsatte man dem for reelle overgreb. En del af de anklagede i sagerne kom endvidere til at tilbringe utallige år i fængsels- og retssystemet. ”Daycare sagerne” skabte meget presseomtale, og McMartin sagen, der var den største, blev USA’s dyreste retssag nogensinde (5). 

Danmark har ikke oplevet noget der ligner ”daycare sagerne”, hvor satanismemyten blev forbundet med seksuelt misbrug af børn. Vi har dog oplevet sager, som illustrerer, at vores sundhedssystem har importeret nogle af de metoder, der gav problemer i USA: 

·        I slutningen af 80’erne blev flere forældre til multihandikappede og stærkt udviklingshæmmede unge anklaget for seksuelt misbrug. Anklagerne var fremkommet ved brug af såkaldte staveplader, som fungerede ved, at en pædagog støttede patienten til at udpege bogstaver. Da fænomenet blev undersøgt nærmere, viste det sig, at det var pædagogerne, der ubevidst havde styret patienternes hænder, ikke patienterne selv. I 80’erne havde der været meget fokus på incest, og det var formentlig denne fokus, der havde påvirket pædagogerne (6). 

·        I 1990 faldt der dom i den omdiskuterede Roum sag, som dog siden blev genoptaget. Sagen opstod, da en udviklingshæmmet dreng fremkom med anklager om seksuelle orgier med ham og hans søster som deltagere i børnenes hjem (7). Mediernes kritik af sagsforløbet, og anklagerne om at børnenes psykolog skulle have ”hjernevasket” børnene til at fremkomme med deres forklaringer, formoder jeg, har været medvirkende til at forhindre dårligt dokumenterede sager fremover. Flere ting i sagen minder om ”daycare sager” fra USA og England. 

·        I 1998 startede en hel række anklager mod mandlige pædagoger for seksuelle overgreb. Rækken af  anklager blev formentlig udløst af den meget omtalte Vadstrupgårdsag i Gladsaxe. Mellem 1998 og frem til slutningen af 2000 fremkom der 41 sager med anklager om seksuelt misbrug i daginstitutioner. 22 sager blev anmeldt til politiet, og i fire-fem tilfælde blev der rejst tiltale (kilden er usikker på det specifikke antal af rejste tiltaler). Før Vadstrupgårdsagen var der 0-1 sag om året (8). I Vadstrupgårdsagen blev den mandlige pædagog anklaget for at have misbrugt 20 børn. Blandt de mere fantastiske beskyldninger, som i øvrigt ikke kunne bevises af politiet, var at han skulle have udlånt dem til en sexring, som udsat dem for fuldbyrdet samleje, bandt og slog dem, og bedøvede dem med piller og væsker (9). De skulle også have taget børnene med rundt til forskellige huse i Lyngby, herunder Hotel Eremitage. Her skulle børnene så være blevet misbrugt, mens flere kvinder og mænd så på og filmede det. Desuden skulle børnene ved samme lejlighed være blevet tvunget til at drikke urin og spise afføring (10 - s. 42). Efter misbruget, skulle børnene så være blevet bragt tilbage til Vadstrupgård og afhentet af deres forældre, uden forældrene opdagede noget. Den slags beretninger minder i mistænkelig grad om anklager fremkommet under ”Daycare sagerne” i USA, og det er da også blevet kraftigt kritiseret, at politi og psykologer i Danmark har benyttet samme metoder, som det er påvist var skyld i fejlagtige afhøringer af børn i USA og andre lande (10, 11). I betragtning af de fantastiske forklaringer som børnene fremkom med, må man formode, at satanisme ville være blevet inddraget, hvis der blandt politifolk, forældre og pædagoger havde eksisteret en minimal tro på, at den slags sager fandt sted. 

Satanisme som historisk fænomen. 

”Satanisme er et historisk fænomen, i dag er det kommet tilbage i en ganske uhyggelig form...”(4). 

”Fra gamle franske satanister ved man, at når de skulle særligt ’højt op at køre’ lokkede de en lille pige til sig med løfter om slik, voldtog barnet og slog hende ihjel bagefter”(4). 

Dette er en holdning vi møder flere gange i den danske satanismedebat. Temaet om satanismen som en ældgammel bevægelse bliver oftest benyttet i et forsøg på at sætte folk som Gilles de Rais og andre historiske personer med et blakket rygte i forbindelse med nutidig satanisme. Dette sætter så at sige kød og blod på myten om, at den sataniske sammensværgelse skulle have eksisteret ned gennem tiden. Problemet med denne fremstillinger er at der dels ikke er noget der tyder på en egentlig forbindelse mellem de nævnte grupper og personer, og dels inddrages personer og grupper, hvis forbindelse til satanisme meget ofte er opstået på grund af en ældre dæmonisering. Dette ses blandt andet tydeligt i Kaj Moos’ bog ”Rapport om Satan”, hvor han bruger udsagn fremkommet under tortur af anklagede hekse, som bevis, på at de skulle være del af en satanisk sammensværgelse (12 – s. 37-38). Brugen af disse historiske personer, svarer til brugen af ”de multigenerationelle satanister” som beskrevet tidligere. 

Satanisme som kristen myte og eksempler på udlevelse af myten 

”Satanismens inderste væsen er, at man hele tiden gør det modsatte”(4) 

”Det er en realitet, at satanisterne laver kannibalistiske ritualer, at der er rituelle børneofringer, sexuelle orgier udført på alteret og ulækre ting med menstruationsblod”(4) 

Denne slags udsagn er typiske for satanismedebatten, og er allerede blevet behandlet under afsnittet om Satanic Panic som myte (Se Satanic Panic i USA). De ting, Johannes Aagaard betegner som en realitet, er aldrig blevet påvist som del af et trossystem, men er som før nævnt blevet henvist til kristne dæmoniseringer og paranoia. Når der i ny og næ er der dukket enkeltindivider op, som har begået uhyggelige forbrydelser, har dette normalt haft form af ”ostensive acting” (efterligning af myter). Den slags voldsomme begivenheder kan være med til at udløse Satanic Panic. 

I Danmark har vi kun oplevet ganske få eksempler på alvorlige forbrydelser i forbindelse med efterligning af myter med sataniske eller dæmoniske temaer. I 1989 skoldede en kvinde sin 9-årige datter ihjel, og forklarede sin handling som et forsøg på eksorcisme (13). Et andet eksempel på påstået eksorcisme finder vi i 1995, hvor en far forsøgte at retfærdiggøre et seksuelt overgreb på sin datter (14). Begge disse to danske eksempler handler om eksorcisme, og lige så vel som de færreste kunne finde på at betegne disse begivenheder som ”kristne forbrydelser”, så er der også meget svagt grundlag for at udpege egentlige sataniske forbrydelser. Det eneste eksempel på en påstået ”sataniske mordsag” i Danmark var ”Mark sagen” i 1994, hvor politiet i en periode arbejdede ud fra den teori, at mordet var forbundet med satanisme på grund af et tegn fundet på liget (15). I 1998 blev sagen dog opkaret, og der viste sig ikke at stå satanister bag, men derimod to lesbiske strippere (16). 

I et kristent samfund, hvor Satan står som repræsentant for det onde, er det uundgåeligt, at forbrydere en gang i mellem vil hævde at ”Djævlen fik dem til det”. Dette sker særligt, hvis disse forbrydere lider af skizofreni, hvor et ofte forekommende træk er religiøse forestillinger. At mennesker i Dagens Danmark ikke behøver at være klinisk sindssyge for at tro, at djævle og dæmoner står bag deres slette handlinger, kan opleves ved f.eks. at studere dæmonuddrivelse hos grupper som pinsebevægelsen (17). Troen på dæmoner er måske ikke en del af den almindelige danskers hverdag, men troen på det onde findes alligevel i danskernes fælles kristne arv. 

Sekularisering af den ”sataniske trussel” 

”Det begynder som en leg, men det ender med at være dødhamrende alvorligt. For den Satan, som de påkalder under de sorte messer, han kommer satme! Enhver, der beder til Gud, får svar og Guds nærvær. Og enhver, der påkalder Satan, får Satans svar og Satans nærvær”(4) 

Et vigtigt træk ved anti-satanisme litteratur er, at den som oftest bliver brugt til at gøre religiøse problemer sekulære. For kristne grupper kan heavy metal musik, rollespil og lignende opfattes som farligt, idet der gøres brug af symboler og temaer, der tolkes som sataniske eller på anden måde okkulte. Da det er vanskeligt at argumentere for den brede befolkning ved hjælp af religiøse argumenter, gøres debatten sekulær ved at hæfte fænomenerne sammen med reelle sociale problemer såsom stofmisbrug, selvmord og kriminalitet (1 – 103ff). Dette oplevede Danmark i 1987, hvor en bred debat om leg med ”ånden i glasset” var tæt på at ligne en reel ”Moral Panic”(18). I forbindelse med dansk satanisme har fokus ligget på de tilfælde af hærværk, der er blevet begået mod kirker og kirkegårde. Her har grupper som Dialogcenteret tegnet fænomenet som organiseret og styret oppefra af voksne satanister (15, 19 s. 13-16). En af de mest omtalte sager var skændingen af Ikast kirke i Januar 1995, som Dialogcenteret hurtigt udråbte som den mest gennemførte sorte messe i Danmark udført af erfarne satanister (19 – s. 24). Kort efter blev det afsløret, at der havde stået tre teenagere bag hærværket (20). Noget tyder endda på, at de havde hentet symbolerne fra Kaj Moos’ bog ”Rapport om Satan”, som var udkommet i 1991. Moos’ bog var i nemlig den eneste tilgængelige bog i Danmark, som benyttede de symboler, der blev brugt ved hærværket. På trods af dette fastholdt Dialogcenteret helt frem til 1999 sin holdning til Ikast-sagen, og sagen har været omtalt i adskillige artikler og bøger (21). Som oftest fremgår det ikke af disse bøger, at der er tale om Ikast sagen, hvorved den almindelige læser bliver vildledt til dels at opfatte sagen, som Dialogcenteret har ønsket at fremstille den, og dels har kunnet lade sig forvirre og tro, at der var tale om adskillige alvorlige sager. 

Andre kendte hærværkssager fra Danmark falder i tre kategorier: Teenagere der forklarer deres handlinger som inspireret af heavy metal musik, psykisk syge mennesker, og teenagere/børn, der efterligner tidligere eksempler på hærværk. Dette sker dels som efterligning af myten, og dels på grund af den ønskede chokeffekt fra de voksne. Den sidste kategori udgør langt den største gruppe, og børn helt ned til tiårsalderen har stået bag den slags sager. Ofte dukker der adskillige af den slags sager op kort tid efter en hærværkssag har været specielt omtalt i medierne. Som med tilfældet med Ikast kirke, ser kristen antisatanismelitteratur ud til at være hovedinspirationen for dem, der udfører hærværket (22). 

Beretninger fra satanister og ekssatanister

 ”I Danmark påstår kompetente satanister, at der ikke er en provinsby, hvor der ikke findes en satanloge”.(4) 

Den slags udsagn er vanskelige at tolke af flere grunde. Dels er Johannes Aagaard kendt for at bruge en meget bred definition af satanisme, og har f.eks. defineret de ”egentlige satanister” som folkekirkekristne der tror på reinkarnation (23), og dels opgiver Johannes Aagaard ikke kilden til udsagnet. En mulig kilde er Erwin Neutzsky-Wulff, da han i en lang periode var den eneste offentligt kendt okkultist i Danmark. Erwin Neutzsky-Wulff gjorde sig kendt på udsagn som ”går man ikke ind for kristendom, så er man satanist” (24). Endvidere blev han i 1986 citeret for, at der skulle være 200 satanister i ledende jobs i Danmark (25).  

Fra USA kender vi også brugen af udtalelser fra satanister og påståede ekssatanister. Som oftest er disse kommer fra personer, der siden har ”fundet Gud” og blevet gendøbte. Deres beretninger passer ind i traditionen med omvendelsesberetninger. Her berettes om Guds storhed og miraklet ved omvendelse, og jo mere syndig og fortabt en person har været før sin omvendelse, jo mere mirakuløs anses omvendelsen for at være. Endvidere skaber det opmærksomhed omkring personen selv, en opmærksomhed der i forbindelse med påståede ekssatanister er blevet udnyttet voldsomt bl.a. til at tjene penge på bøger og foredrag (1 – s. 129ff, 26). I USA har der været flere af den slags ”eksperter”, men når deres beretninger er blevet undersøgt, har de aldrig kunne holde vand (27). 

I Danmark har vi ikke samme tradition for omvendelsesberetninger, selv om visse kristne forlag har specialiseret sig i at importere den slags litteratur. Den meste relevante omvendelsesberetning vi finder i Danmark, er formentlig Christian Hedegaards bog ”Sejr over dæmoner”, der udkom i 1999 (17), hvor temaer som satanisme og dæmoner optræder adskillige gange, selv om Christian Hedegaard ikke selv hævder at have været satanist. Ellers er det nærmeste, vi kommer ekssatanister i Danmark, folk som Hanne Smyrner, der blandt andet holdt en række foredrag i begyndelsen af 1990’erne i samarbejde med Dialogcenteret (28). Et andet eksempel, der illustrerer fænomenets begrænsede gennemslagskraft, er Irene Madsen fra Rendbøl bibelcenter, som påstår, at der finder sataniske ofringer af børn sted i Danmark, og at hun for 20 år siden flygtede fra en satankult, hun var opvokset hos i Norge. Folk som Irene Madsen har dog en begrænset troværdighed, da deres beretninger er for urealistiske. For eksempel hævder Irene Madsen, at hun har bekendte, der er blevet jaget af varulve og dæmoner, og at den danske heks Danni Druehyld er med i en børneofrende sammensværgelse(29). 

Eksisterende satanister og brugen af disse i antisatanismelitteratur

 ”Stormesteren Crowley (forfatter til ’Satans Bibel’) kunne ikke sove, hvis han ikke havde udført mindst en blasfemisk handling om dagen...”(4) 

Ovenstående citat er typisk af to grunde: Dels som illustration af brugen af reelt eksisterende personer, og dels i kraft af citatets fejlagtige kildeangivelse. Crowley var ikke forfatteren af ”Satans Bibel”, og han afviste selv at være satanist. (Bogen er skrevet af Anton LaVey, som grundlagde ”The Church of Satan” i 1966 i USA (30)). 

Når der i antisatanismelitteratur behandles eksisterende grupper og personer, som på en eller anden måde er blevet sat i forbindelse med satanisme, er der et andet problem end brugen af stråmænd, som blev diskuteret tidligere. Problemet er, at behandlingen af disse personer oftest meget overfladisk og præget af misforståelser og manglende kildeangivelser. Faktisk er kildeangivelser i antisatanismelitteratur stort set ukendt, undtagen når der henvises til bibelcitater. De manglende kildeangivelser er et alvorligt problem, da antisatanismelitteratur ofte indeholder informationer hentet fra skønlitterære kilder, ”survivor” beretninger, vandrehistorier og lignende. Der ser ud til at blive brugt en selektiv udvælgelse af data, hvor der kun benyttes de oplysninger, som passer ind i den allerede valgte konklusion, tilsyneladende uden egentlig interessere for, hvor oplysningerne kommer fra, eller om de er korrekte. 

Eksisterende satanister og sataniske grupper har haft en vis indflydelse på Satanic Panic. I manglen på subversive satanister, har de eksisterende grupper kunne bruges til at bevise, at satanister ikke kun er en myte. Desuden har grupperne alene ved deres eksistens udøvet et vist stress på kristne. Eksisterende, organiserede satanister passer ikke ind i de normale påstande om satanisme, blandt andet fordi de fleste moderne satanistiske grupper opfatter sig selv som ateister, der kun benytter Satan som symbol (31 s. 307-320). Den slags fakta bliver ofte undskyldt med, at grupperne enten skjuler deres sande filosofi, at Satan kommer til dem, lige meget om de tror eller ej, eller at de ikke er rigtige satanister, og derfor ikke kan definere satanisme ud fra sig selv. 

I Danmark opstod den første offentligt omtalte sataniske gruppe i 1973 under ledelse af Gittan Jæderberg (32). Gruppen forsvandt dog igen da Gittan året efter døde af brystkræft. Siden da har Danmark oplevet oprettelsen af flere sataniske grupper, her under ”Knights of Baphomet” (33), ”Prometheus Grotten” (34), ”Temple of Lucifer” (35) og ”Satanisk Forum” (36). Ingen af disse grupper har en filosofi, der svarer til myten om de subversive satanister. De Danske mediers behandling af satanister har adskilt sig fra normen i USA efter 1970’erne (1 – s. 263ff), idet satanister i Danmark oftere har haft mulighed for at komme til orde i neutrale interviews. Det betyder, at de eksisterende sataniske grupper i Danmark, til forskel for i USA, formentlig har kunne begrænse fordommene i stedet for at forøge dem alene ved deres eksistens.  

Konklusion

Satanic Panic er et markant eksempel på følgerne af moderne religiøse mytedannelser. Moderne mennesker ryster på hovedet over hekseforfølgelserne, og kalder folkene bag primitive og uoplyste, eller udstiller nazister som uhyrer styret af umenneskelige motiver. Satanic Panic er dog udløst af de samme processer som de her nævnte eksempler, og på samme måde som hekse- og kætterforfølgelser, jødeudryddelser og kommunistskræk ikke lærte folk noget, der ville have forhindret Satanic Panic, vil fremtidens syndebukke – hvem der så end måtte blive den udsatte gruppe – næppe nyde godt af fortidens erfaringer. 

Danmark har ikke oplevet en Satanic Panic, idet kun en begrænset del af samfundet, har accepteret satanismen som et reelt problem. Hvad vi har oplevet i Danmark er først og fremmest historier hentet fra USA blandet med danskproducerede teologiske forestillinger. Disse forestillinger er solgt til den brede danske befolkning i form af ”ekspertudtalelser”, foredrag, artikler og bøger. Netop disse forestillingerne har været en af hoved­inspirations­kilderne til vandalisme mod kirker og kirkegårde, og har på den måde virket som selvopfyldende profetier. 

Den danske antisatanismelitteratur er et udtryk for moderne mytedannelse. Antisatanisme­litteraturen indeholder måske enkelt faktuelle oplysninger, men litteraturens formål er ikke at beskrive eksisterende satanisme. Dette kan blandt andet ses på litteraturens tydelige religiøse dagsorden og specielle (og meget uvidenskabelige) brug af kilder. Det vigtigste i antisatanismelitteratur er ikke at beskrive virkeligheden, men at formidle et budskab. Dette budskab er ikke om satanisme eller antisatanisme, men om kristendommen selv. Dæmonisering af syndebukke bruges ikke kun til at definere ”de onde fremmede”, men også til at definere egne værdier, og til at frasige sin egen indflydelse på og ansvar for de problemer i samfundet der er karakteristiske for et samfund, der bygger på religiøse værdier og regelsæt. Den subversive satanismemyte gør uhåndgribelige eller selvforskyldte sam­funds­­problemer til håndgribelige fjender af kød og blod, og fremstiller kristendommen som den entydige gode, nærværende og nødvendige religion, som den hævder at være.  

Danmark har ikke oplevet en Satanic Panic, og vi har ikke den amerikanske tradition for sammensværgelsesteorier. Vi har dog oplevet eksempler på ”moral panics”, blandt andet i form af skrækken for leg med ”ånden i glasset” i 1987, og frygten for seksuelle overgreb i daginstitutioner i 1998-2000. 

At daginstitutionssagerne i Danmark først opstod i 1998 kunne antyde, at det socio­økonomiske stress ikke har været så udtalt i Danmark endnu. En potentiel kilde til stress er til stede i Danmarks udvikling mod et multikulturelt samfund. Denne udvikling vil uundgåeligt udløse en dialektisk modsætning i form af en kristen modreaktion på mødet med fremmede kulturer og religioner, der truer med at ødelægge den status quo, som mennesker med kristne værdier klynger sig til. Vi kan derfor forvente at opleve flere og større ”moral panics” i fremtiden. For at undgå dem er det nødvendigt fra alle sider kategorisk at afvise den uvidenskabelige, anekdotiske bevisførelse, der karakteriserer mennesker og organisationer bag ”moral panics”, uanset hvad ens personlige holdninger måtte være.


Kildeangivelse:

1.     Bromley, David G. mf. “The satanism scare”, Aldine De Gruyter, New Your 1991.

2.     Dyrendal, Asbjørn: ”Åndene der inne. Multiple personligheter før og nå” Skepsis nr. 9.

3.     Cartwright, Gary: ”The Innocent and the Damned” Texas Monthly Magazine april 1991.

4.     Dahlerup, Ulla: ”Satanismen er over os som en storm” Ekstra Bladet, 1991-07-03.

5.     Nathan, Debbie: ”Satan’s Silence”, BasicBooks, New York (1995)

6.     Polinfo: “Staveplade-mirakel var en illusion” 24. august 1991.

7.     Polinfo: ”Gennemgang af incest-sagen fra Roum” 5 november 1992 & ”Først dømt – så frifundet” 8. april 1995.

8.     Ritzaus Bureau: ”kun én pædagogmedhjælper anmeldt for sexovergreb i 2000” 27. december 2000.

9.     Frøsig, Geert: ”Sex-skandalen i børnehave ruller videre” Ekstra Bladet 1. maj 1999.

10.   Blændel, Leif :”Vadstrupgårdsagen: Justitsmord”.

11.   Dorte Bertsen: ”Retrospektiv opklaring af overgreb – kan vi stole på børns erindringer?” Psyke & Logos, nr. 2 1999.

12.   Moos, Kaj: ”Rapport om Satan”, Havmågen, Silkeborg 1991.

13.   Larsen, Søren og Per Roholt: ” Skoldede sin lille pige ihjel” B.T. 24. maj 1989.

14.   Jakobsen, John: ”46-årig drev djævlen ud af sin datter” Næstved Tidende 25. marts 2000 & Ritzaus Bureau: ” Far forsøgte at drive djævel ud af datter” Jyske Vestkysten Esbjerg 30. marts 2000.

15.   TV3 ”Fanden på vægen” 1996.

16.   ”Stripper igen sigtet for drab” Aktuelt, 18. december 1998

17.   Hedegaard, Christian ”Sejr over dæmoner”, Christian Hedegaard, Thisted (1999)

18.   Over 40 artikler trykt i 1987 fra diverse dagblade.

19.   Dialogcenteret: ”Hvidbog om Satanisme” Dialogcenteret, Århus 1997.

20.   ”thul”: ”Hærværket i Ikast Kirke opklaret” Herning Folkeblad 1. februar 1995.

21.   F.eks. Andersen, Kirsten: ”Satanisme - Jesus er død - Satan lever”, Tommeliden, Thisted 1997.

22.   Gennemgang af avisomtale af de fleste danske sager, i forbindelse med hærværk mod kirker og kirkegårde. Siden 1995 har der været omkring 50 sager. Sagerne er derefter sammenlignet med bl.a. amerikanske undersøgelser af vandalisme i forbindelse med ”Legend Trips”.

23.   Aagaard , Johannes: ”Satanisme som nutidigt problem” Nordisk Missionstidsskrift, 1992.

24.   Neutzsky-Wulff: ”Går du ikke ind for kristendom er du satanist”, 11. december 1986.

25.   Ritterband, Monica”200 i topjobs dyrker Satan” Ekstra Bladet 1986-12-03

26.   Dyrendal, Asbjørn: ”På flukt fra Djevelen? Påstått biografiske beretninger om okkultisme” 1997

27.   Trott, Jon og Mike Hertenstein: “Selling Satan: The Tragic History of Michael Warnke” Cornerstone, vol. 21, iss. 98, 1992. Afsløringen af Michael Warnke er den mest kendte sag af sin slags.

28.   Se f.eks. Smyrner, Hanne: ”Det var Satans” Ekstra Bladet, 18. juli 1991.
29. Se brev til Irene Madsen i appendiks.

30.   LaVey, Anton Szandor: ”The Satanic Bible” Avon Books, Canada, 1969

31.   Pade, Mikkel: ”Nye Religiøse bevægelser i Danmark”, Gyldendal 1999. Kapitlet der er brugt, er skrevet af Dorit Wium-Andersen.

32.   Berg, Jesper Juel: ”Hun er chef for satanisterne”, Morgenposten, 29. juli 1973.

33.   Bostrup, Eva: ”Satan i Sønderjylland”, Ekstra Bladet, 5. april 1999

34.   Friis, Bitten: ”Satans Kirke til Danmark” Berlingske Tidende, 26. Februar 1998

35.   Rasmussen, Ole Carsten: ”Vi ofrer ikke børn og dyr”, Fyns Stiftstidende, 15. januar 2000

36. Satanisk Forum blev oprettet i 2001 som en videreudvikling af Prometheus Grotten. Se www.sataniskforum.dk