Børnemisbrug og satanisme

Den Ægte Dialog, Nr. 1 1995 

Gennem de sidste år har der i medierne været adskillige alarmerende artikler, som har været med til at skabe frygt for de nye religioner ved at forsøge at forbinde disse religioner med okkulte ritualer. Dette er en taktik, der bliver brugt til at skabe frygt for “det nye” ved at sidestille det med det okkulte. 

I midten af 1994 blev en regeringsundersøgelse om dette emne afsluttet, og det blev fastslået, at kilden til disse anklager og rygter bl.a. var en gruppe selvbestaltede “eksperter”, der havde brugt nogle få tilfælde af makabre okkulte grupper til at tilsøle alternative trosretninger. 

I den engelske avis The Independent hed overskriften søndag d. 24.4.1994: “Regeringsundersøgelse fastslår, at satanisk misbrug ikke eksistere”. Med lidt mindre typer hedder det: “Folk, der kalder sig ‘eksperter’ bebrejdes for, at have skræmt tusinder af mennesker”. 

Artiklen henviser til en, på det tidspunkt, nylig færdiggjort rapport udarbejdet af Jean La Fontaine, professor emeritus i social antropologi ved Londons Schools of Economics, ekspert i børnemishandling og kulter. 

Den officielle rapport er udarbejdet på baggrund af 3 års undersøgelser, og blev bestilt og finansieret af Sundhedsministeriet, efter at engelske børn blev tvangsfjernet fra deres hjem af socialrådgivere og politi. 
 Jean La Fountaine konkludere i sin 36 sider lange rapport, at: 

“Ritualer, som angiveligt omfatter tortur og seksuelt misbrug af børn og voksne, forceret abort og menneskeofringer, kannibalisme og bestialitet, kan betegnes satanisk eller satanistisk. Deres definerende karakteristik er, at det seksuelle og fysiske misbrug af børn er en del af ritualer rettet mod et magisk eller religiøst mål. Der er intet bevis på, at disse har fundet sted i nogen af de 84 undersøgte tilfælde.” 

“Der fandtes tre dokumenterede tilfælde af rituel, ikke satanisk, misbrug. …I disse tilfælde var ritualet sekundært til det seksuelle misbrug, som tydeligvis var gerningsmændenes primære mål. De ritualer, der udførtes i disse tilfælde, havde ingen lighed med de, der figurerede i påstandene i de øvrige 81 tilfælde.” 

“Detaljeret undersøgelse af tilfælde viste, at den evangelisk kristne kampagne imod nyreligiøse bevægelser har haft en magtfuld indflydelse og opmuntret til klassificeringen af satanisk misbrug. På trods af det, vil det være for enkelt at forklare sådanne sager udelukkende som et produkt af denne.” 

“Lige så vigtig i udbredelsen af ideén om satanisk misbrug i England, er de professionelle ‘specialister’, amerikanske og engelske. Deres påstande og kvalifikationer kontrolleres sjældent. Mange af deres informationer, især om sager i USA, er upålidelige”. 

“En tro på onde kulter er overbevisende, fordi den trækker på magtfulde kulturelle grundsætninger. Folk accepterer modvilligt at forældre, selv de der er klassificerede som sociale fiaskoer, vil skade deres egne børn, og endda invitere andre til at gøre det, men engagement med Djævlen forklarer det. Den idé, at ukendte, magtfulde ledere kontrollerer kulten genopliver en gammel myte om farlige fremmede. …” 

Komklusionerne i rapporten afspejler klart de omfattende undersøgelser, der er gået forud for fastsættelsen af, at det var “eksperterne”, der stod bag den ukorrekte “satanisme” kampagne. Folk, som mister medlemmer i deres egne rækker, og som så forsøger at sidestille de nye trosretninger med diverse sataniske grupper, i et forsøg på at bortforklare det dalende medlemstal. 

Danmark har sine egne såkaldte “eksperter”. Johannes Aagaard og andre medlemmer af hans såkaldte Dialogcenter betegnes både som kristne og eksperter på nyreligiøse bevægelser - og de har længe forsøgt at skabe storm herhjemme omkring de nye trosretninger ved fuldt overlæg at sidestille disse med satanisme. Og et helt nummer af “Den nye dialog!”(nr.50) var viet til at skabe frygt omkring børns forhold i de nye religioner. Til dette er der kun at sige, at udbredelse af falske og foruroligende informationer og visse folks personlige meninger og ideer om de “mystiske sekter” ikke er af nogen videnskabelig værdi overhovedet. For at have nogen videnskabelig værdi, må en rapport fremlægge faktiske data og sandheder, som det ses i professor La Fountaines rapport. Med sin rapport sår hun tvivl om de virkeligt skyldiges, nemlig, “eksperternes”, faktiske hensigter og pålidelighed. 

LFS