(Artiklen er oprindeligt bragt i "Satanisk Bulletin" nr. 3 fra 1999) 

For kort tid siden, udkom endnu en udgave af hvad Dialogcenteret har valgt at kalde “Hvidbog om Satanisme”. Inden vi ser på den, vil vi dog først bruge lidt tid på, at se hvordan Dialogcenteret igennem tiden har behandlet satanismen. 

Da Dialogcenteret er en kristen missionsforening, har de altid på et eller andet plan, beskæftiget sig med satanisme. Dvs. sige, med hvad DE har valgt at definere som “teologisk satanisme”. Dette begreb kan måske være lidt svært at tolke som udenforstående, men det er egentligt meget simpelt. Dialogcenteret bygger i deres missionering videre på den gamle tradition for kætter- og hekseforfølgelserne, og kalder stort set alle der har en anden mening for satanister. F.eks. har Dialogcenterets leder Johannes Aagaard defineret de sande satanister som værende folkekirkekristne der tror på reinkarnation, og det giver satanismen som bevægelse i Danmark, en tilhørerskare på ca. 25% af befolkningen. 

Dialogcenteret (DC) har dog ikke kun holdt sig til teologien, men har også forsøgt noget andet og mere: de har forsøgt at oplyse folk, og præsentere dem for faktaoplysninger. Dette har ført Dialogcenteret ud på en slingrende kurs imellem sociologisk og religionshistorisk fakta, og teologisk filosoferen. I denne slingerkurs er fakta dog oftest blevet overset, eller hvis overhovedet bemærket, tolket igennem en entydigt teologisk linse der ofte har forvrænget fakta til ukendelighed. Dette har gjort deres såkaldte “faktaoplysninger” til et redskab, der entydigt bruges til at understøtte teologien, i stedet for et reelt virkelighedstro udgangspunkt, de kunne have bygget videre på med teologien som subjektiv tolkningsredskab. 

Satanic Panic, made in DK. 
En af de første som udråbes som Satanismeekspert af DC er Flemming Falkenberg, der allerede i 1983 forfattede teksten “Okkultisme og Satanisme”, som blev bragt i Dialogcenterets medlemsblad. Denne tekst, plus den senere “Den forbandede virkelighed - om Satanisme og kult” fra 1990, er deres første systematiske forsøg på at beskrive satanismen. Den første tekst sælges stadig af dem i dag, og den anden udgik først sidste år, fra deres materialesamling. Hvilket billede gav så disse tekster, som var med til at skabe DCs arbejdsgrundlag i forhold til satanismen? I Falkenbergs univers møder vi satanismen som en okkult religion, der er fokuseret på at skabe et moonchild, en blanding imellem en dæmon og et menneske. Vi møder satanisterne som sadistiske og perverse væsner, der har omgang med dæmoner, tror på gud, hader kærlighed, og underkaster sig selv og andre tvang. Falkenberg bygger dette billede dels på skønlitterære kilder, dels på tekster af henholdsvis Aleister Crowley og Erwin Neutzsky-Wulff - to individer, der ikke selv har opfattet/opfatter sig selv som satanister. Et af de grundliggende problemer med disse tekster, og som til stadighed er et problem for Dialogcenteret, er til dels at de folk og praksiser de beskriver, ikke reelt findes i virkeligheden, og dels at de satanister der i sandhed findes, ikke har den filosofi og praksis Dialogcenteret beskriver. 
Falkenberg er også aktiv i dag, og holder bl.a. foredrag hvor han forklarer om de “farlige sataniske aspekter”, i alt fra Rock over Heavy/Black Metal, og til Techno. 

Aagaards ”pilgrimsrejse” 
Næste gang vi møder Dialogcenteret i deres forvirrede slingeren imellem fakta og fantasi, er da Aagaard i 1991 vender tilbage fra en kongres i USA, hvor han har ligget i samråd med Satanic Panic folk fra både USA og England. Han  fortæller utrolige historier fra disse steder, utrolige, og som det senere skulle vise sig, uden et grand af sandhed i. Satanic Panic blev med alt tydelighed afsløret for hvad det var få år senere, men det lå stadig ude i fremtiden. Der VAR selvfølgelig allerede folk der var opmærksomme på at Satanic Panic var nutidsmyte og fiktion, men disse folk blev stadig overset af hardcore anti-kult folk og fundamentalister. Hans reelle faktaviden om ægte satanisme illustrerer han også ved samme lejlighed, ved at tilegne Aleister Crowley forfatterskabet til “Satans Bibel”. 

Samme år som Aagaard var i USA, udgav en af Dialogcenterets daværende støtter Kaj Moos, sin berygtede bog “Rapport om Satan”. Når man gennembladre denne bog og studerer kilderne, finder man hurtigt et vist mønster. Alle Kaj Moos’ kilder er kendte Satanic Panic folk, ud af hvem en helt del sikkert har været til stede ved USA seminaret. I dag ser det ud til at Dialogcenteret prøver på at distancere sig fra Moos, men i 1991 herskede der stadig fuld enighed om emnet satanisme. “Oplysningerne” man hentede fra USA, blev brugt til at understøtte det teologiske billede, som man allerede arbejdede ud fra. 

I 1993 udsender Aagaard så sin tekst “Satanisme er det modsatte”. Siden 1991 er man blevet lidt mere usikker omkring Satanic Panic påstande om rituelle mord m.m., og derfor er man lidt mere forsigtig med hvad man skriver, men det hævdes dog stadigt at rituelle børnemord finder sted, i “sataniske kredse”. Hvilke “sataniske kredse” Aagaard taler om kan man kun spekulere over, samtidigt med at man uden held leder efter beviserne for disse påståede ugerninger. Resten af de gamle påstande fastholdes også, og man beskriver stadigt satanister som perverse mennesker, som måske, men ikke nødvendigvis, i virkeligheden er sindssyge! Som noget nyt forsøger Aagaards sig også med beskrivelse af en reelt eksisterende gruppe, Church of Satan, men dette er igen kun for at underbygge sine egne teologiske tanker. Aagaard hævder at satanister er afhængige af kristendommen, og tilbeder satan som en gud,  og hvis Michael Aquino fra Temple of Set siger at Church of Satan i virkeligheden ER teister, på trods af hvad vi selv siger, så ser Aagaard det som en udmærket måde at underbygge sin egen argumentation på. 

Samme år som Aagaard udsender sit manifest, udgiver en anden af DCs “satanismeeksperter”, Anders Blichfeldt, ungdomsbogen “Gæster fra Mørket”, der omhandler alt fra UFO´er til heksetro, og selvfølgelig også satanisme. Endnu engang møder vi her det samme billede, som vi er blevet præsenteret for før: Satanisme går ud på at tilbede djævlen, og den er afhængig af kristendommen. Satangrupper underkaster deres medlemmer smertefulde ritualer, og seksuelle ydmygelser. Alt sammen som en del af en filosofi, der er præget af sadisme og narkomisbrug. Church of Satan nævnes som en satanisk organisation, men fokusen er  på Crowley og Charles Manson, og endnu engang er udsagnene udokumenterede! Bogen udgives af DCs forlag, som støtter Blichfeldt i hans fremstilling. 

Beviser for den sataniske trussel? 
I 1995 kommer så skændingen af Ikast kirke (Se Bulletin nr. 1). Dette var hvad DC havde ventet på! Man har før advaret imod satanisme, og hævdet at frygtelige ritualer fandt sted i dagens Danmark, men endelig havde man her reelle beviser, tror man. Det viser sig som sagt hurtigt at det var en flok forvirrede teenagere der stod bag, men det stoppede ikke Dialogcenteret. Tværtimod holder man stædigt fast i, at det er udtryk for organiseret, okkult satanisme, og her ved beviset for at de fænomener man har beskrevet, reelt findes i dagens Danmark! Året efter oplever man så at dele af Knebel kirke brændes ned, og dette ophidser DC yderligere. Hvad der har fundet sted i Norge i form af kirkebrande og mord, må vitterligt være på vej til Danmark også. Indædt kaster man sig ud i kampen i medierne, og angriber på samme tid satanismen, og dem der tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved DCs udlægning af sagen. Som man senere formulerer i “Den Nye Dialog” : “ At insistere på at objektivere og distancere sig i forhold til den slags, er det samme som, at tilslutte sig disse perverse fænomener”. Hvis i ikke er med os, så er i imod os! 

“Que Bono?” 
Samtidigt med at denne heftige kamp kørte i medierne, benytter man i DC lejligheden, til at indrykke annoncer i Kristeligt Dagblad, der under overskriften “Findes Satan?”, opfordre folk til at støtte DC økonomisk. Der ud over gik salget af DCs foldere, bøger m.m. strygende, idet mange var interesserede i, at få informationer om denne nye store trussel, som DC tilsyneladende havde afdækket. 
En person som DC valgte at betegne “en Okkultist”, blev af Ekstra Bladet spurgt om hans syn på satanismen og det sataniske hærværk, og han kommer uforvarende til at beskylde DC for selv at stå bag, hvad der selvfølgelig er en lidt uheldig formulering, der ikke så overraskende, kommer til at koste ham truslen om et sagsanlæg på 50.000 kr. fra DCs side. Hans augmentation holder dog reelt et godt stykke hen af vejen. DC ER nemlig de eneste der har nydt godt af alt hærværket og mediekampene, i og med at de faktisk har haft en økonomisk fortjeneste ved det. Der ud over, efterligner dem der udøver hærværket, stort set bare de ting, som DC i mange år har sagt var indbegrebet af satanisme. De bruger endda de samme symboler, som DCs egen mand Kaj Moos, bragte i sin bog allerede i 1991! At sige at DC stod bag hærværket er ganske enkelt ukorrekt, men at kalde dem en inspirationskilde, og pointere, at de er de eneste der har opnået noget ved hærværksbølgen, det kan man godt. 

Den første hvidbog. 
I Juli 1997 udsendte Dialogcenteret så sin første Hvidbog, som det var deres ide, skulle være en videnskabelig redegørelse for satanisk hærværk og andre subversive aktiviteter i norden. Det vil sige, at der her skulle være tale om faktaoplysninger, ikke teologi. Hvidbogen blev sendt rundt til Bisper og andre kirkelige folk, hvem Dialogcenteret opfordrede til at tage aktivt del i kampen, imod dette frygtelige fænomen man mente at have opdaget, og som man så vokse og bryde frem alle vegne. 
Bisperne tog det dog med ro, og den generelle modtagelse af Hvidbogen bestod i en trækken på skuldrene. Hvor Dialogcenteret så sammensværgelse og okkulte fænomener, så det meste af den øvrige kirke drengestreger, et synspunkt som politiet bakkede op. Aagaard svarede igen med at kalde sine kritikeres holdning “latterlig”, og beskylde sine modstandere for at være uvidende. Hvis man ikke kan dokumentere sine påstande, kan man jo altid forsøge at fremstille sine modstandere som dumme. 
Kampen kommer til at strække sig i over et halvt år, under hvilket Dialogcenteret mister en af deres gamle støtter. Flemming Falkenberg, deres første “Satanismeekspert”, erklærer at dele af DCs påstande om satanisme er noget Aagaard har fantaseret sig til, hvor efter han forlader Aagaard i vrede, til fordel for den konkurrerende organisation IKON. 

At Hvidbogen fik en så negativ modtagelse, burde dog ikke have kommet bag på DC. Man havde nemlig allerede i slutningen af 1996 ansøgt Undervisningsministeriet om tips og lottomidler, til at financiere projektet. Bl.a. ønskede man at bruge nogle af oplysningerne til at udforme en DC til undervisningsbrug i skolerne. Undervisningsministeriet afviste dog at give DC nogen af de 75.000 kr. de havde ansøgt om, idet de fandt projektet ubrugeligt både i forhold til gymnasiet og folkeskolen. Materialet var simpelthen for dårligt og subjektivt. Efter at materialet var blevet afvist som brugbart for folkeskoleelever, kan man næppe forstå at det kom bag på Dialogcenteret, at også kirken og offentligheden fandt det useriøst. 

I slutningen af 1997 blev Dialogcenteret så kontaktet af flere satanister, her i blandt undertegnede, som begyndte at stille dem kritiske spørgsmål i forhold til Hvidbogen. Bl.a. kunne det i en lang række tilfælde dokumenteres, at de oplysninger der blev brugt i materialet, var direkte forkerte. Dialogcenteret var ikke vanvittigt lykkelige for kritikken, men i og med at Dialogcenterets satanismemateriale var blevet afvist som useriøst af både kirke, offentlighed m.m., var man dog lidt åbne overfor ændringer. 
Det førte så til en hed diskussion satanister og DC i mellem, og til adskillige ændringer af hvidbogen, først under can. theol. Lars Munk og siden under Black Metal musikeren Thomas Hverring. Til sidst blev hvidbogen dog overdraget til stud. theol. Tom Thygesen, der er forfatteren til den seneste udgave. 

Den Nye Hvidbog. 
Den nye udgave er med sine over 70 sider, dobbelt så lang som den oprindelige. Udvidelsen består bl.a. i en længere gennemgang af idehistorien fra ca. 500-tallet f.v.t. og frem til i dag, og dette giver en interessant perspektivering. Som DC skriver: “Sammenhængen mellem den moderne kultur og den rituelle satanisme kan ikke betones nok. Faktisk må man spørge, at hvis der skulle opstå en ny religion, hvis grundlag er den måde, vort samfund tænker på i dag, så ikke netop satanismen?”. Dette betyder bl.a. to ting. For det første anskuer man nu delvist satanismen som en logisk følge af vores kulturelle udvikling, og for det andet, så tillægger man vores nuværende kultur stærke sataniske elementer. 
En anden interessant ting man kan bemærke, er at selve opfattelsen af Satanismens budskab, er blevet lidt mere nuanceret, hvad der dog kan have nogle lidt morsomme konsekvenser. Bl.a. skelner man imellem hvad Dialogcenteret kalder “real-satanister” (folk der passer ind i kirkens forestilling), og “pseudo-satanister” (f.eks. CoS folk), om hvilke man siger: “[E]n ikke ringe del af satanisterne tænker på visse måder på samme vis, som Jesus netop gjorde: De hylder livet frem for kulturen, glæden frem for selvretfærdigheden, det spontane frem for det (for)tænkte, det klare frem for hykleriet og gør grin med borgermusikken”. Reelt vil dette nærmest sige, at man her erklærer den sataniske livsstil mere lig Jesu ord, end den livsstil der udfoldes hos f.eks. Indre Mission, Jehovas Vidner eller lignende. 

Ud over tilføjelserne af nye afsnit, er der også sket en del ændringer i det oprindelige materiale, bl.a. redegørelsen omkring CoS. En del af de ting vi har kritiseret i dette afsnit er blevet fjernet, som f.eks. påstanden om 25 afdelinger af CoS i Danmark, og forskellige fejlfortolkninger af vores filosofi, men til gengæld er der blevet tilføjet nye fejl. Bl.a. har man ladet sig kraftigt inspirere af Temple of Sets og andres anti-CoS propaganda, og gengiver en del af deres rygter og anklager. Man kan sige at det er lidt syndt at DC lader hvidbogens seriøsitet gå i vasken, ved på denne måde at illustrere en manglende evne til at tjekke kilder og oplysninger. 

Hvad er der reelt sket? 
Fra at have forsøgt at starte en Satanic Panic efter amerikansk og norsk model i starten af 90’erne, ser det ud til at Dialogcenteret har valgt, eller er blevet tvunget til at vælge, en lidt mere afslappet og realistisk holdning. Som man afslutningstvist siger om satanismen: “Der er altså næppe tale om et verdensomspændende, systematisk forsøg på at undergrave godhed og samfundet i almindelighed og kristendommen i særdeleshed”. Og et andet sted: “Satanisten bør følgeligt næppe ses som ond, indtil andet er bevist, men som en truet sjæl, der forvirret har forvildet sig i nutidens popkulturs og okkultismes uklarhed...”. Satanisten anses nu ikke mere for en perverteret morder i ledtogt med Satan (eller et “undermenneske” som Falkenberg udtrykte det), men ses nu i stedet som et stakkels forvirret barn af sin tid, som det er de kristnes opgave at hjælpe. Det er rart at DC er blevet realistiske nok til at opgive tanken om “den store onde sammensværgelse”, men hvis man også samtidigt havde udviklet evnen til at respektere andre mennesker og deres livsholdning, så havde det i sandhed været imponerende. 

Afslutningsvist kunne man også eftersøge en smule konsekvens. Som tidligere nævnt, sælges og bruges de fleste af de gamle tekster stadig.