Bogen er udgivet i 1988 af forlaget Credo, som fokuserer på kristen litteratur.  85 sider i lille format. 

Baggrund

Rolf Jørgensen takker i forordet Peter Olofson og Ole Skjerbæk-Madsen for hjælp med bogen. Peter Olofson studerede på daværende tidspunkt teologi og arbejdede for Dialogcentret. Ole Skjerbæk-Madsen havde et uformelt samarbejde med Dialogcentret, og er kendt som en af de få præster i Danmark, som foretager eksorcisme. I samme periode var der hos Dialogcentret bekymring angående børn, der legede med ”ånden i glasset”, idet man mente, at den slags åbnede folk op for ”besættelse”. Dialogcentret påstod at have haft kontakt med satanister, der ikke kunne komme ud af satanismen. Men at dømme ud fra de oplysninger, de ellers har delt med offentligheden, så var der i virkeligheden  tale om unges leg med ”ånden i glasset”. Denne leg blev af nogen kristne omtalt som ”satanpåkaldelse”, ”sort messe” eller ”satanisme”, selv om der blot var tale om teenagere, der havde lade sig inspirere af en film, hvor efter de fik skræmt hinanden. Peter Olofson og andre fra Dialogcenteret prøvede bl.a. at håndtere problemet ved hjælp at eksorcisme – en praksis, som ellers ikke hører hjemme i den protestantiske kirke, og som i dag nok mest opfattes som middelalderlig. Praksisen har dog en vis udbredelse i karismatiske kristne cirkler, hvor eksorcisme kan kombineres med håndspålæggelse og tungetale (1).

Bogens vinkel

Bogen tager udgangspunkt i et fundamentalistisk kristent verdenssyn, og hvis ikke man er villig til at acceptere dette som sandheden, så er ens udbytte af bogens øvrige indhold begrænset, med mindre man da ønsker at undersøge fundamentalistisk kristendom. Desværre evner bogen ikke at give indblik i satanisme som eksisterende fænomen.

Der bruges en del plads på at diskutere forestillinger om forholdet mellem Gud og Satan og menneskets valg mellem Jesus og evig fortabelse og pine. Der er et helt kapitel om nødvendigheden af omvendelse, og et appendix om eksorcisme, der kan fungere som gør-det-selv guide. Forfatteren mener, at hvis ikke man byder Jesus velkommen i sit liv, kommer man i Helvede. Al okkultisme (hvilket defineres overordentligt bredt!) ses som noget der fører til satanisme og/eller besættelse. Satanisme er ren ondskab, og har eksisteret til alle tider og alle steder. Satanisterne har endvidere magiske evner, som de dog kun kan bruge på ikke-kristne. Det er altså tydeligt, at bogens formål først og fremmest er at missionere ved hjælp af advarsler og trusler.

Indholdet er en blanding af teologen Flemming Falkenbergs helt private teorier angående okkultisme og satanisme, eksorcismeteori, beretninger fra for længst diskrediterede udenlandske "ex-satanister", vidnesbyrd fra folk der har set "satans rige" eller "guds rige" under astralrejser, og middelalderlige beskrivelser af den sorte messe m.m. Desuden er der gjort forsøg på at indarbejde bidder fra Anton LaVey (stifter af ”Church of Satan”) og den danske okkultist Erwin Neutzsky-Wulff. Alt sammen indenfor en kristen ramme, som nok virker meget fremmed på de fleste almindelige kristne. Det siges, at hvis ikke man ”bekender Jesus Kristus som Herre”, så kommer man i Helvede, også selv om man intet har at gøre med satanisme eller okkultisme. Hvis man f.eks. er buddhist, ateist, muslim eller andet, eller hvis man er usikker på sin tro, så er man altså også fortabt.
 

Flere former for satanisme

Der tales om flere former for satanisme, herunder ”ofringer til Satan i primitive kulturer" foretaget af "den lokale medicinmand". Det, der her forbindes med satanisme, er åbenbart den forholdsvis almindelige praksis med at ofre til ”onde ånder” for at holde dem væk. At kalde den slags for satanisme er dog noget, man holdt op med, da europæerne begyndte at opfatte fremmede kulturer som andet og mere end vilde halvmennesker. De andre former er "klassisk satanisme", som ser ud til at være den middelalderlige opfattelse af satanisme og heksetro, og "moderne satanisme", hvor det hævdes, at det er "en ond kraft/magt i mennesket, naturen og universet", man forholder sig til. Disse grupper formodes så at have undergrupper.

Hvad angår ”klassisk satanisme” er det bemærkelsesværdigt, at Rolf Jørgensen åbenbart opfatter tilståelser fremkommet under tortur i forbindelse med hekseforfølgelserne som troværdige, og at han mener, at nutidens hekse laver de samme ting, som det blev hævdet, dengang de blev brændt på bålet. Selv da Rolf Jørgensen skrev sin bog, var det efterhånden en gammel sandhed, at hekseforfølgelserne var et udtryk for massehysteri, og at de ”tilståelser”, der fremkom under tortur, alene var et udtryk for, at folk, der lider, er villige til at indrømme hvad som helst. At tro på, at moderne hekse skulle spise små børn og flyve til Bloksbjerg på koste, sådan som man påstod i middelalderen, må vel opfattes som ualmindelig naivt.

Moderne satanisme

Rolf Jørgens berører kun i meget begrænset omfang moderne kilder fra eksisterende satanistgrupper, måske fordi han opfatter originalkilder som farlige. Bogen advarer mod læsning af "alle former for okkult litteratur" herunder også visse science fiction bøger. Teorien er, at alle former for okkultisme er et skridt på vejen mod satanisme, blandt andet fordi okkultisme åbner folk op for besættelse. Den form for ”morderne satanisme”, han ender op med at beskrive, passer dårligt på eksisterende gruppers praksis og filosofi. En del af problemet er nok, at Rolf Jørgensen prøver at samordne en lang række meget forskellige fænomener, som f.eks. middelalderlige myter, unges interesse for metal heavy musik, New Age, meditation, ”primitive” religioner m.m. i samme fænomen. Den slags kan umuligt blive andet end forvirrende og usammenhængende. Man kunne fristes til at overveje, om Rolf Jørgensen selv for en sikkerheds skyld har undladt at læse kilderne.

Det kunne hævdes, at grupperne fandtes, sådan som Rolf Jørgensen hævder, men at de arbejdede skjult, og at det er derfor, vi ikke kender til dem. Heller ikke denne hjælpehypotese hjælper dog det store. Dels virker påstanden om gruppens filosofi og praksis noget tynd og tydeligvis sammensat af uafhængige fænomener, og dels hævder Rolf Jørgensen, at grupperne er forholdsvise store, og at de begår vold og anden kriminalitet. Hvis dette var tilfældet, så burde gruppernes aktiviteter være blevet afsløret for længst. Man kunne selvfølgelig gribe til endnu en kristen ad hoc løsning og påstå, at politi m.m. er med i sammensværgelsen og dækker over kultens aktiviteter, eller at satanisterne bruger magiske evner til at skjule deres aktiviteter (Rolf Jørgensen mener, at satanister har adskillige af den slags), men så er vi efterhånden uden på så tynd is rent argumentatorisk og intellektuelt, at de færreste moderne mennesker har lyst til at være med.

Der tales om "det astrale plan" og om ophævelse af skellet mellem bevidst og ubevidst, og om at lukke af for den materielle virkelighed til fordel for den åndelige. Forskellige væsner på dette åndelige/astrale plan fungerer som hjælpere. Det siges, at denne fase kan minde om "hinduistisk meditation", og at alle udøvere af hinduistisk, transcendental eller okkult meditation dermed har taget det første skridt, der leder til at blive satanist. Buddhisten og hinduismen, som er de religioner, der først og fremmest er kendt for at bruge meditation, er begge verdensreligioner med en stor udbredelse og en overordentlig stor medlemsskare. Rolf Jørgensen hævder endvidere, at hvis en person ikke er kristen, kan satanisterne sælge personens sjæl eller få personen besat, så hvis de stakkels buddhister og andre ikke-kristne ikke allerede er godt på vej til at forskrive sig selv, så er det vel kun et spørgsmål om tid, før satanisterne gør det for dem. At hævde, at tilhængerne af disse religioner er ”godt på vej til at blive satanister”, virker ikke alene vanvittigt, men også krænkende i vor tids multikulturelle samfund.

Afsluttende note

Alt i alt giver bogen et spændende indblik i et univers af paranoide forestillinger og fordomme, som findes indenfor visse små kristne grupper, og som langt hen af vejen afskærer dem fra at deltage i det almindelige samfund, og fra at føre dialog med andre. At bogen bruges som kilde af ikke-fundamentalister, må alene være et udtryk for, at emnet ”satanisme” er så ukendt og misforstået af de fleste, at de er villige til tilsidesætte kildekritik og sund fornuft, når de prøver at forholde sig til emnet.

1)Pia Junø: ” Eksorcisme en realitet” B.T. 1986-12-04