”Gæster fra mørket” blev skrevet omkring 1991 og udgivet i 1993 på Dialogcentrets Forlag (1). Borgen er henvendt til unge, og omhandler varulve og vampyrer, skrækfilm, spøgelser, spiritisme, ”det vandrende glas”, hekse, ufoer, og sidst men ikke mindst satanisme. 
I forordet takkes blandet andet Johannes Aagaard og Flemming Falkenberg. 

”Gæster fra Mørket” er forfattet i samme periode, hvorfra vi også kender ”Rapport om Satan” (se min kritik af denne bog), Johannes Aagaards tekst ”Satanisme er det modsatte” og Flemming Falkenbergs ”Den forbandende virkelighed – om satanisme og kult” (se eventuelt Hr. Vads kommentarer til de sidste to tekster på http://www.apodion.com/vad/). Forfatterne deler kilder og samarbejdede i den periode, som nok er det nærmeste vi kommer ”Satanic Panic” (8) i Danmark. 

Jeg har i min kommentar valgt kun at se på det afsnit i bogen, som omhandler satanisme. I forbindelse med udarbejdelsen af kommentaren har jeg stillet Anders Blichfeldt en række spørgsmål, og besvarelsen af disse indgår i det følgende (2). 

Overordnet indtryk af teksten. 
Teksten bærer tydeligt præg af, at der dels ikke skelnes imellem skønlitterære kilder, teologiske forestillinger, og kilder der omhandler eksisterende satanister. Det ser ud til, at der mere fokuseres på hvilke forestillinger, der findes hos folk, end hvad der reelt eksisterer. Denne forvirring kan være problematisk, idet den forhindrer læseren i at se, hvornår Blichfeldt taler om forestillinger, og hvornår der er tale om eksisterende grupper og fænomener. Dette kan føre til, at læseren uberettiget kommer til at tilskrive de reelt eksisterende grupper de ting, som skønlitteraturen og teologien beretter om. 

Problemet kan sammenlignes med den forvirring, der ville opstå, hvis en person satte sig for at skrive om jøder, og i dette arbejde benyttede sig af kilder fra nazistisk side, fra Luther (3), og fra nutidens jødedom. Hvis disse kilder blev brugt til at beskrive jøder uden angivelse af hvornår der var tale om hvilke kilder, og uden at kilderne blev brugt til bekræfte og afkræfte hinanden, så ville man opnå et lignende billede. 

Grupper og personer. 
Af enkeltpersoner nævnes Joseph-Antoine Boullan, Aleister Crowley, Charles Manson og Anton Szandor LaVey. Den eneste gruppe, der identificeres ved navn, er Church of Satan. 
Ud fra hvilke kriterier Blichfeldt har valgt de personerne, han omtaler, er dog ikke helt klart. I dag har Blichfeldt ændret holdning i forhold til Charles Manson og Boullan (2), og ville i stedet kalde dem ”satanoide” (sataniske, satanisk prægede). Det er dog stadig lige uigennemskueligt, hvad der får Blichfeldt til at regne folk for ”sataniske”, som hvad der i sin tid fik ham til at hæfte mærkaten ”satanister” på dem. 

I bogens omtale af Manson nævnes det, at hans menighed ”anså ham for både at være Jesus og Satan”. Måske var det den oprindelige grund til, at Manson hos Blichfeldt blev regnet med blandt satanisterne. Logisk set kunne man lige så godt med det udgangspunkt have hæftet mærkaten ”kristen” på Manson, så forbindelsen til satanisme er meget uklar. 

Crowley 
Crowley udpeges også som satanist, og i besvarelsen af mine spørgsmål uddybede Blichfeldt sin begrundelse for at tage ham med. ”Crowley afviste personligt betegnelsen satanist med den begrundelse, at han ikke troede, at der var en Satan til. Men det troede LaVey jo heller ikke, og han kunne udmærket kalde sig satanist”(2). 

Der er flere problemer i denne augmentation. Som Blichfeldt nævner, så afviste Crowley at være satanist. Dette ignorerer Blichfeldt, og prøver at redde sin fremstilling ved at fremhæve, at man godt kan være satanist uden at tro på Satan. Herved kan Crowley i følge Blichfeldt GODT være satanist, selv om han selv benægtede det, og selv om han ikke troede på satan. 

At LaVey er at regne som ateist i sit forhold til Satan siger intet om, hvorvidt Crowley var satanist eller ej. Der er ingen sammenhæng imellem de to ting. 

Hvis man seriøst skulle undersøge, om Crowley var satanist, så ville man blive nødt til at undersøge Crowleys filosofi, hvilket Blichfeldt tilsyneladende ikke har gjort. Folk, som har taget sig tid til at gøre dette arbejde, regner ikke Crowley for satanist. Der ER kristne, der siden har ment, at han var det, men de samme kristne ser ud til at identificere satanister og satanisme så mange andre steder, at man ikke kan opfatte deres bedømmelse som seriøs, med mindre man også samtidig er villig til at dømme rockmusik, alkohol, rollespil osv. som satanisk. 

Det er et faktum, at Crowley gjorde oprør mod den form for kristendom, som han opfattede som fordømmende. Men der var andre former for kristendom, han syntes om. Som en del af sit oprør brugte han bl.a. navnet ”The Beast 666” og andre lignende navne fra den kristne antikristmytologi. Man opererer dog indenfor en meget snæver definition af satanisme, hvis alt oprør imod og kritik af kristendom nødvendigvis udpeger kritikerne som satanister. Med et sådant verdensbillede vil alle new age folk, muslimer, ateister osv. også hurtigt blive hængt ud som satanister, hvilket næppe kan tjene et fornuftigt formål. 

LaVey 
Blichfeldt drager Anton Szandor LaVey ind i diskussionen ved at nævne, at LaVey ikke troede på Satan. LaVey er kendt som den moderne satanismes grundlægger, idet han var den første person der definerede satanismen. LaVey afviste at tro på Satan som en teistisk guddom, men troede på Satan i form af en mørk kraft i naturen. Han troede altså ikke på de kristnes Satan med horn og hale, men på en upersonlig, naturlig kraft som gennemtrænger og motiverede alt i universet (5). 
Det er derfor ikke helt rigtigt at sige, at LaVey ikke troede på Satan. Han troede blot ikke på de kristnes udgave. 

I bogen nævnes LaVey som en der, efter Blichfeldts mening, opfører sig, som om han var med i en gyserfilm. Det er noget kedeligt, at når Blichfeldt endelig er i stand til at udpege en rigtig satanist, så er han ikke samtidig i stand til at tage ham seriøst og undersøge hans filosofi. På mit spørgsmål omkring det problematiske ved at blande fiktive personer fra skønlitteraturen m.m. sammen med rigtige satanister, forklarede Blichfeldt, at der egentlig ingen forskel var, idet satanisme jo først og fremmest var en stilarts-posering (2). Det er ikke helt klart, hvad Blichfeldt mener med dette, men det levner tilsyneladende ikke meget plads til at opfatte satanismen som en seriøs filosofi. 

Den sataniske filosofi. 
Blichfeldt nævner flere ting i bogen, som han opfatter som typiske træk ved satanisme. Satanismen beskrives som det modsatte af kristendommen, som kristendom vendt på hovedet. I følge Blichfeldt er satanismen så afhængig af kristendommen, at den ikke kan eksistere uden den. Satanisme går i følge Blichfeldt ud på at tilbede Satan i stedet for Gud. Et dybt had til kristendommen opfattes som typisk hos satanister, og den sorte messe ses som noget centralt. Styrke, hensynsløshed og løssluppenhed træder i stedet for barmhjertighed og moral, og sadisme og narkotikamisbrug er udbredt. Ud over sin rent teologiske opfattelse af satanismen, bringer Blichfeldt også medierne ind i billedet, og skriver, at vor tids opfattelse af satanisme stammer fra skrækfilm m.m. Fokus er tydeligvis på vores forestillinger, ikke på de sataniske organisationer, som findes. 

Hvis Blichfeldt havde hold sig til at beskrive fantasimonstre og ufoer, så ville der ikke være noget problematisk i at benytte sine kilder, som han gør. Problemet opstår kun, fordi der rent faktisk findes satanister. Dette betyder, at der er behov for at fremhæve, hvad der er forestillinger, hvad der er fantasi, og hvad der er virkelighed.  Når der i bogen omtales satanisme og satanister, så er der rent praktisk tale om flere forskellige kategorier, som man skal undgå at blande sammen, hvis man vil opnå bare en anelse faglighed og gennemskuelighed. 

”Satanister” og satanister. 
Den første kategori, jeg har valgt at identificere, er ”teologiens satanisme”. Blichfeldts udtalelser om satanisme passer meget godt på denne kategori. Teologisk set opfattes satanismen populært som det modsatte af kristendommen, og man opfatter satanister, som folk der tilbeder satan. Der er her tale om en myte, som er meget gammel. Gennem tiden har de kristne næret mistillid til jøder og kættere. Denne mistillid førte bl.a. til beskyldninger om afholdelse af sorte messer, ofring af børn, drikning af blod, og meget mere. De fleste af de forestillinger, som kendes fra den teologiske satanisme, har faktisk tidligere været brugt i forfølgelser af jøder og kættere. Det er derfor ikke noget nyt fænomen, at kristne retter disse beskyldninger mod forskellige grupper. 

Denne form for mytedannelse har flere funktioner. Dels har det en skræmmende funktion, som kan sammenlignes med middelalderens trusler om Helvede. Dels fremhæver det kristendommen som det eneste gode og rigtige, imens kristendommens fjender dæmoniseres. 

Problemet med den teologiske satanisme er, at den har sit udgangspunkt i en kristen myte. Lige så vel som jøderne selvfølgelig ikke ofrede kristne babyer til Satan, så FINDES der heller ikke nogen organiserede sataniske grupper, som gør noget lignende. En gang imellem er der enkeltstående individer eller små grupper, som i kortere tid adopterer de kristne myter. Disse personer bliver dog altid hurtigt afsløret. Typisk for disse folk er, at de har haft nogle ubehagelige oplevelser med kristendommen. Der er på ingen måde tale om udøvere af en gammel tradition eller et sammensat trossystem. Der er simpelthen tale om folk, der samler en myte op, og forsøger at leve den ud. At tage disse få individer alvorligt som satanister ville være på linje med at opfatte Jim Jones (4) som en vigtig kristen profet og at hævde, at hans gerninger og filosofi kunne bruges til at beskrive kristendommen generelt. Eller at insistere på at folk også VAR nisser, hvis bare de klædte sig ud som sådan, og påstod de var det. 
”Teologisk satanisme” er afhængig af kristendommen, idet den er en del af den kristne mytologi. Det vil sige, at ”teologisk satanisme” er en del af kristendommen, ikke en selvstændig filosofi eller religion (Se eventuelt ”En ikke så praktisk betegnelse” af -wolf-). 

Idet den teologiske satanisme er den eneste form for satanisme, som Blichfeldt er i stand til at definere en praksis og filosofi for, så omhandler ”Gæster fra Mørket” praktisk talt fantasifostre. Det er dog noget uheldigt, at hvor Blichfeldt godt kan berolige sine unge læsere med, at varulve og vampyrer selvfølgelig ikke findes, så prøver han at overbevise dem om, at hans sataniske fantasifostre er virkelige. 

Eksisterende satanisme 
Denne kategori består af eksisterende satanister og sataniske organisationer, hvilket i praksis vil sige Anton Szandor LaVey og ”Church of Satan”, som LaVey grundlagde i 1966. Der findes andre organisationer, men da de er betydeligt mindre og som oftest ikke afvigere markant på punkter, som har betydning for denne gennemgang, så vælger jeg at se bort fra dem. 

Blichfeldt evner ikke at beskrive Church of Satans filosofi, og er endda ikke i stand til at fastslå, at den ikke er den samme som den, der beskrives i myten om den teologiske satanisme. Det betyder, at vi i praksis præsenteres for en fantasi-baseret beskrivelse af hvad satanister er og gør, hvorefter Blichfeldt udpeger nogen af disse satanister. Herved opnår han uberettiget at hænge LaVey og Church of Satan ud for de synspunkter og handlinger, som kun findes i myten om den teologiske satanisme. 

Det er for omfattende at beskrive hele Church of Satans filosofi, eller at besvare alle de fejlagtige påstande, Blichfeldt sætter i forbindelse med satanismen. Jeg må derfor henvise den interesserede læser til LaVeys bøger og diverse online ressourcer med tilknytning til Church of Satan. Af interesse for rent dansksprogede læsere, er særligt Den Danske OSS (”ofte stillede spørgsmål”) http://oss.blazingangles.com 

Jeg kan dog slå fast, at Church of Satan er en lovligt anerkendt religion i USA, og at organisationen råder medlemmerne til at overholde landets love. 

Praksis hos satanisterne. 
Blichfeldt kommer med en del påstande omkring praksis hos satanister. Blandet andet skriver han: 

”De fleste satan-grupper har en streng prøvetid, hvor det nye medlem skal overgive sig fuldt og helt til en vejleder – og det indbefatter også seksuel overgivelse. Selve indvielses-ceremonien i Satandyrkernes kreds består af angst- og smertefremkaldende ritualer og af seksuelle ydmygelser”. 

Blichfeldt understøtter i bogen ikke disse påstande med kilder af nogen art. På mit spørgsmål omkring kilder, nævner Blichfeldt sine generelle kilder til viden om satanisme: ”Læsning af bøger som Bartons og LaVeys. Samtaler med folk som Max Schmeling” (2). Det er ikke til at se på ”Gæster fra Mørket”, at Blichfeldt skulle have læst bøger af Blanche Barton og Anton Szandor LaVey. Blichfeldt nævner godt nok LaVey og Church of Satan, men det er også alt. Det er heller ikke til at se på teksten, at Blichfeldt skulle have talt med Max Schmeling. Max mener da heller ikke selv at have talt med Blichfeldt før efter 1995, hvilket er flere år efter bogen blev udgivet. Det vil sige, at mange af Blichfeldts (nuværende) kilder til viden om satanismen ikke havde indflydelse på udformningen af bogen. 

Som direkte kilder til det ovenstående eksempel på ”satanisk praksis”, henviser Blichfeldt til ”konkrete sager i Dialogcenterets rådgivning omkring begyndelsen af 90’erne”, og samtaler med en københavnsk præst som havde haft et sådant tilfælde i sin rådgivning. Den københavnske præst viste sig at være Ole Skjerbæk Madsen, som blandet andet er kendt for at udføre eksorcisme. Blichfeldt skriver, at den københavnske præst havde det tilfælde i sin rådgivning, som vi præsenteres for i det ovenstående. 

Ole Skjerbæk Madsen forklarer selv, at han kun har haft meget få kontakter med folk, som betegnede sig selv som satanister, og som har fortalt om oplevelser med satanist-grupper. Sin opfattelse af satanisme bygger han derfor mest på skriftlige kilder og teologiske holdninger. Det tilfælde, som Blichfeldt har valgt at omtale, er det eneste af sin karakter, som Ole Skjerbæk Madsen har mødt. Det vil sige, at Blichfeldts generalisering i praksis bygger på én enkeltstående beretning. Jeg vil senere vende tilbage til sandhedsværdien af ”offerhistorier”. 

I Church of Satan, som er den største eksisterende sataniske organisation, sker indmeldingen ved at sende 100 dollars til organisationen sammen med et brev, hvor man gør opmærksomt på, at man ønsker medlemskab. Der er ingen optagelsesritualer, og udmelding sker blot ved at sende et nyt brev, hvor man anmoder om at blive slettet fra medlemslisten. Der er ingen eksempler på folk, der er blevet truet, fordi de ønskede at melde sig ud. 

Church of Satans ritualer er i øvrigt offentligt tilgængelige i kraft af bogen ”Satanic Rituals” af Anton Szandor LaVey (på dansk ”Sataniske ritualer”). Den interesserede læser kan her selv konstatere, at der under ritualerne ikke optræder ulovlige ting. 

Da Church of Satan er den største eksisterende sataniske gruppe, kan man tillade sig at generalisere, og ud fra Church of Satan konkludere hvordan praksis er hos størstedelen af dem der kalder sig satanister. 

Konkrete sager i Dialogcenterets rådgivning 
Blichfeldt nævner ”konkrete sager i Dialogcenterets rådgivning” som en af sine kilder. Dialogcenteret har dog kun i et enkelt tilfælde ville give oplysninger nok på en kilde, til at kilden har kunne undersøges. Der var her tale om en kvinden, der i følge Dialogcenteret havde været med i en satanisk gruppe, og siden var blevet truet da hun forlod den. Da kvinden blev kontaktet, viste det sig at hun var meget overrasket og utilfreds med Dialogcenterets ”misforståelse” af hendes situation. Hun havde hverken været med i en satanisk kult eller oplevet trusler. 

Som et andet eksempel rapporterer Dialogcenteret i deres hvidbog fra 1997 et ”overfald” på en organist fra en frikirke i Randers af ”hætteklædte satanister”. Ved at undersøge avisomtalerne af sagen viste det sig, at der var tale om en flok unge, forvirrede mennesker, som havde skræmt organisten ved at stå og slå på ruden ind til kirken. Skræmmende måske, men næppe hvad man kan kalde et ”overfald”. (6) 
Et tredje eksempel er Dialogcenterets omtale af skændingen af Ikast kirke i 1995. Dialogcenteret har her valgt at betegne sagen som ”den mest gennemførte sortemesse i Danmark”, og det på trods af, at der var tale om hærværk begået af en flok analfabetiske teenagere uden okkult indsigt. (6) 

Vi har ingen mulighed for at undersøge Dialogcenterets øvrige ”konkrete sager”, idet Dialogcenteret af en eller anden grund ikke er meget for at udlevere detaljer. Da jeg nævnte over for Anders Blichfeldt, at jeg da havde talt med hans ene kilde, nemlig Ole Skjerbæk Madsen, kontaktede Blichfeldt endda denne for at advare imod mig. Vi ved ikke hvor mange ”konkrete sager”, der er tale om, eller om de overhovedet eksisterer! Vi ved dog fra de ovenstående eksempler, at Dialogcenterets ”konkrete sager” ikke altid er så konkrete endda. 

Offerhistorier 
Der er en reel mulighed for, at Dialogcenteret har fået henvendelser fra folk, som rent faktisk mener at have været udsat for ”sataniske overgreb”. Da den slags offer-historier kendes fra både ind- og udland, er det ikke utænkeligt, at Dialogcenteret også er stødt på dem. I en del tilfælde opfinder ”ofrene” selv deres historier for at få opmærksomhed og omsorg, og i andre tilfælde ser historierne ud til være opstået på baggrund af forskellige psykiske problemer (7). De fleste af den slags historier opstår først efter, at personerne har opnået kontakt med fundamentalistiske kristne grupper, og beretningerne kræver ofte af lytteren, at denne er lige så fanatisk kristen som offeret. Der er ingen beviser på historiens rigtighed, og overnaturlige kræfter og væsner spiller en central rolle i historierne. F.eks. kan offeret fortælle om folk som er blevet slået ihjel, hvorefter ofret begrunder de manglende lig med, at ”Satan har tryllet dem væk”, eller forklarer, at de er blevet ”tryllet levende igen”. Den slags historier er en del af myten om den ”teologiske satanisme”, og en del af baggrunden for Satanic Panic (8). 

Den mest kendte danske ”offerhistorie”, er nok den beretning, vi bliver præsenteret for i Blichfeldts eksempel, og som oprindeligt stammer fra den kvinde, som Ole Skjerbæk Madsen mødte i sit arbejde som præst. Historien har indgået som kilde i ikke alene ”Gæster fra Mørket”, men også i Jens Laigaards bog ”Satanisme” og i Rolf Jørgensens bog ”Leg med Døden” (9). Desuden blev der også refereret til sagen i TV3’s program ”Fanden på vægen”, hvor Ole Skjerbæk Madsen blev interviewet. Om sagen også har været brugt som kilde andre steder, vides ikke. Det er dog interessant at bemærke, hvor stor udbredelse historien har fået, og det på trods af, at vi aldrig er blevet præsenteret for nogen fysiske beviser til at understøtte den. Der fortælles blandt andet om ulovlige handlinger i satan-gruppen, men der er aldrig blevet rejst sigtelse mod nogen. 
Den meget ringe kildeangivelse gør, at en sådan enkeltstående sag let kan komme til at ligne flere uafhængige sager. Dette er en tendens, vi også har mødt i tilfældet med Ikastsagen (6), og det er vist desværre et generelt problem i den danske satanismedebat. 

Konklusion. 
Bogen giver ikke et objektivt og fagligt billede af satanismen, men viderebringer i stedet fordomme og myter. Bogen bygger i nogle tilfælde på ”konkrete sager hos Dialogcenteret”, men da Dialogcenterets kilder ofte har vist sig at være utroværdige, og da vi ikke har mulighed for at undersøge de aktuelle sager, så kan kilderne ikke tages seriøst. Bogens oplysninger om satanisme har efter min mening ingen værdi, med mindre bogen bruges som illustration af, hvordan formidlere af Satanic Panic i praksis udformer deres misinformation.