Første del (Forord). 

I sit forord gennemgår Moos noget af mytologien omkring satanskikkelsen, og nogle “generelle filosofiske træk” i satanismen. Hvor fra han udleder disse træk, afslører han der efter. Moos inddeler satanismen i tre kategorier: Unge mennesker der kalder sig satanister, uden at havde den store viden om emnet, officielle sataniske grupper som f.eks. The Church of Satan, og til sidst hemmelige samfundsundergravende grupper. Denne sidste gruppe, der af andre forfattere identificeret som “Subversiv satanisme” (1), er hvad der hovedsageligt fanger Moos’ interesse. De fleste af de pointer Moos der efter komme med i bogen, er baseret på denne sidste gruppe. Dette i sig selv er nok til at gøre Moos’ bog useriøs. Det er nemlig mange år siden, at den subversive satanisme blev afsløret som hvad den er, ikke en religiøs bevægelse, men en moderne myte opfundet af det kristne USA, og senere eksporterede ud til resten af verden. Det Moos beskriver er derfor en gruppe der ikke eksisterer. Han beskriver et mareridt, en ond drøm, uden berøringspunkt med virkeligheden. 
At hans bog så stadig tages seriøst af nogen, må betragtes som rimeligt uheldigt. 
Man kunne forsøge at forsvare Moos, og indvende, at Moos’ bog måske bare var blevet forældet, i forhold til den viden vi har i dag, men sandheden er, at den allerede var forældet, da den blev skrevet. 
Moos’ vidergivelse af fejlagtig data, må derfor enten bude i kritisabelt dårlig indsamling af materiale og informationer, eller i et bevidst valg. 

Satanismens opblomstring. 
Efter Moos’ mening er satanismen i fremgang, og det har han på sin vis ret i. Der er blevet stillet spørgsmålstegn ved bibelens dogmer, og der er i dag flere og flere, der enten lever efter en moderat religiøs holdning, eller helt vælger religionen fra, og erklærer sig som ateister. I en vis udstrækning ER videnskab og sund fornuft trådt i stedet for religiøs overtro. Moos klager over, at bibelen er blevet sidestillet med andre bøger, men om dette er til skade eller gavn, det er jo op til den enkelte at tage stilling til, ud fra deres egne filosofiske og religiøse holdninger. Dog bør vi bemærke, at Moos allerede selv har taget stilling, hvad der kraftigt farver hele bogen. 

Moos formodning om at satanismen er vokset, byger på helt specielle forhold. Moos’ fokus er som sagt på den subversive satanisme, og denne “form” for satanisme, voksede i 80’erne og 90’erne efter et helt andet mønster, end religiøse og nyreligiøse grupper normalt gør. Idet den subversive satanisme ikke er en bevægelse der havde medlemmer og deltagere, men er en myte skabt af kristnes angst for bl.a. sekulariseringen og de generelle samfunds omvæltninger i den periode, voksede bevægelses imaginære skare meget hurtigt. Visse tilhængere af den subversive teori, mente f.eks. at 10% af Englands befolkning, både almindelige folk, men også politikere og folk i kongehuset, var praktiserende satanister. 

Satanismen som nutidsproblem. 
Moos nævner flere årsager til, at Satanismen som fænomen skal tages alvorligt. Bl.a. hævder han at den er et stort og voksende kriminelt problem i USA og andre lande. Dette er en påstand der kan undersøges, og dette er det da også blevet gjort. Alle undersøgelserne har vist, at satanismen på ingen måde udgøre en fare for samfundet (2). 
En anden ting der vækker bekymring hos Moos, er at der efter sigende skulle være over 8 millioner hekse på verdensplan. Om dette tal er rigtigt tvivler jeg på, men det er som sådant underordnet. Der er mange grupper der i dag betegner sig selv som hekse af den ene eller anden art, og langt de fleste, har ingen relation til satanismen. Det er nærmest et modefænomen for (kvindelige) new-age folk, at kalde sig hekse. De fleste dyrker naturreligioner under en eller anden form, og tager kraftigt afstand til enhver beskyldning om dyrkelse af Satan. 
Videre hævder Moos, at der er flere fuldtidsbeskæftigede i “okkulte grupper” i Europa, end der er præster i den kristne kirke. Om dette er sand eller ej, er svært at bedømme, særligt da Moos’ opfattelse af hvad der kan defineres som “okkulte grupper”, ser ud til at være et meget bredt begreb. Personligt føler jeg mig fristet til at gætte på, at han tal også inkluderer astrologer, healere, akupunktører m.m. Undersøgelser af nyreligiøse og okkulte grupper viser også, at der normalt er en utrolig stor udskiftning i grupperne. Typisk er folk kun med i få uger eller måske få år, før de drager videre til den næste gruppe, i en febrilsk søgen efter ”sandheden”. Den hårde kærne af folk som holder ved i de enkelt grupper, udgøre en meget lille procentdel. 

Moos forsøger også at gøre faren nærværende i Danmark, og hentyder til at en avisartikel hævdede, at der var mere end 200 satanister i Danmark, der alle sammen tilhørte de højeste sociale lag (3). Dette er en påstand, der blev fremført af Erwin Neutzsky-Wulff, hvis opfattelse af hvad der kan defineres som satanisme, vist må betegnes som strengt personlig. Det er i hvert fald hverken en definition han deler med officielle erklærede sataniske grupper, eller som passer ind i Moos opfattelse af subversiv satanisme. Strengt taget, virker det som om, at Neutzsky-Wulff mener at kunne hævde, at alle der ikke er folkekirkekristne, automatisk må være satanister. 

Den sidste ting der bekymre Moos, er Scientology, Mormonismen og Wicca. Moos har åbenbart valgt at opfatte disse grupper som sataniske. Da Satanisme fænomenet var genstand for en stor undersøgelse i USA, viste det sig, at alle havde deres egen opfattelse af, hvad fænomenet dækkede. Protestanterne beskyldte katolikkerne for at være satanister, og omvendt. Moos har udvalgt en række grupper som han åbenbart mener er sataniske, og det er han i sin subjektive ret til. Dog vil jeg påpege, at han formentlig forvirrer begreberne mere end han klarligger dem. Hvis man vil opnår indsigt i praksis og filosofi hos en af disse grupper, eller dem alle for den sags skyld, vil jeg mene at dette lettest opnås, ved at studere dem  ud fra deres egne præmisser, uden at forsøge at gøre det ud fra sammenhænge, som man kun med meget besvær kan skabe og fastholde. Vi lærer hverken mere om Scientology, Wicca, Mormonisme eller satanisme, ved at fastholde at de er det samme. Yderligere vil jeg hævde at sammenhængen imellem Islam, Jødedom og Kristendom er langt stærkere, end sammenhængen imellem de grupper Moos sidestiller. 

Anden del (Kap. 1-2). 
 
 

Personlige erfaringer. 
En stor del af Moos’ bog er baseret på personlige beretninger om overgreb, tortur og andre uhyrlige ting. Moos afslutter sin indledning med at erklære, at “Teorier kan diskuteres, men ikke personlige erfaringer”, men på dette punkt tager Moos grueligt fejl. Personlige vidnesbyrd er IKKE nødvendigvis lig med sandhed. Dels kan folk tage fejl, de kan bevidst lyve, eller deres virkelighedsopfattelse kan være påvirket af psykiske lidelser. F.eks. er det måske ikke alle, der er parate til at sluge de historier Moos bringer som personlige vidnesbyrd, da det blandet andet forudsætter en tro på åndelige væsner som besætter folk. 

I 1980 udgav parret Lawrence Pazder og Michelle Pazder (Michelle Smit) bogen “Michelle Remembers” (4), som beskrev Michelles opvækst i en satanisk kult, hvor hun blev udsat for uhyggelige overgreb. Bogen blev øjeblikkeligt en succes, og snart begyndte flere og flere ofre, fortrinsvist kvinder, at dukke op med lignende beretninger. En del psykologer tog beretningerne for gode varer, og snart var der en helt bevægelse i gang. Bevægelsen bestod af et netværk der troede disse kvinder, og indbyrdes udvekslede erfaringer. Netværk udbyggede sin praksis, og når nye kvinder der kom til samtale hos psykologerne med f.eks. kærestesorger, fik nu forklaret deres problemer i hverdagen med, at DE også havde været udsat for rituelt og seksuelt misbrug i deres tidlige barndom (5). Og den eneste måde de kunne slippe fri for deres traumer, var hvis de huskede hvad der var sket. Efter intensiv behandling med hypnose, ”huskede” mange af kvinderne også pludselig overgreb, som de typisk beskyldt den nærmeste familie for at stå bag. Dette første til ødelagte familier, og en helt del retssager imod folk, som blev idømt lange fængselsstraffe, udelukkende på baggrund af udsagn fra ofrene og deres psykologer. Fysiske beviser forelå aldrig. 

I dag ved vi, at historierne var opfundet dels af kvinderne selv på grund af forskellige psykiske sygdomme, og dels af psykologerne, der uden at ville det, indgød patienterne falske minder under hypnose. Det er det samme fænomen, der for folk til at “huske” UFO kidnapninger, og beretningerne om satanisk misbrug, er ikke mere virkelige end disse. Fænomenet kaldes “False Memory Syndrome” (FMS), og er beskrevet uddybende af mange seriøse kilder (6). 

Personerne. 
Moos bringer flere “personlige erfaringer”, og disse forventes vi så at tro, på trods af at vi er ude af stand til at efterprøve deres rigtighed, i og med at beretningerne er anonyme. Helt ude af stand til at bedømme beretningerne, er vi dog ikke. For det første passer beretningerne ind i det mønster man kender fra FMS og myten om den subversive satanisme, og for det andet beskriver beretningerne ting og begivenheder, som man må betragte som meget tvivlsomme. Der er intet der taler for at beretningerne er sande, men der imod er der selvstændige undersøgelser foretaget af regeringerne i bl.a. USA og England, til en samlet værdi af over 200 millioner dollars, der har påvist at de fænomener myten om den subversive satanisme hævder eksisterer, intet har på sig (7). 

Jeg vil ikke kommentere beretningerne yderligere, idet de ikke indeholder noget, som ikke allerede er blevet behandlet og afvist af eksperter. I stedet vil jeg opfordre til, at diverse undersøgelser læses direkte. 

Tredje del (Kap. 3 - 4). 
 
 

Satanisk praksis. 
Denne del af bogen er en smule spøjs. Dels beskriver den et indvielses ritual, der skulle have fundet sted i en Wicca gruppe, hvad der kan være en smule forvirrende, hvis man ikke giver Moos ret i sin antagelse om, at Wicca er sataniske. Der ud over, virker ritualet ikke som noget, man umiddelbart kan forvente hos Wicca. 
Resten af kapitlernes beskrivelse af satanisk praksis, hører hjemme i den subversive satanismemyte. Det vil sige, at Moos beskriver praksis hos en gruppe, der ikke eksisterer. Hvis beskrivelserne på nogen måde skal ses som berettigede, må det være som et eksempel på kristendommens mareridtsside. En drøm født og drømt af kristne fundamentalister. 
Nogle få af de ting Moos nævner, _kan_ findes i forskellige okkulte grupper, men dette må nærmest betragtes som mere eller mindre tilfældigt. Visse af elementerne findes som sagt, men ikke alle elementerne, og ikke samlet i samme gruppe. 

Det farlige ved den slags fremstillinger som Moos bringer her, er at de kan komme til at virke som selvopfyldende profetier. Det er før sket at syge individer har hentet inspiration fra den slags fremstillinger, og ført dem ud i livet. I Danmark har vi heldigvis ikke set de helt grelle eksempler på dette, og den eneste sag som umiddelbart virker inspireret af Kaj Moos’ bog, er skændingen af Ikast Kirke i 1995. Her blev de fleste af symbolerne fra ”Rapport om Satan” brugt. Da disse symboler ikke samlet hører hjemme i nogen gruppe, og da Moos’ bog var den eneste på det danske marked som viste dem, er det svært ikke at formode, at de forvirrede teenagere der udførte hærværket, må have brugt ”Rapport om Satan” som inspirationskilde. 

Fra middelalderen til i dag. 
En anden ting der falder en i øjnene, når man læser disse kapitler, er at Moos åbenbart er tilhænger af en ide, der går ud på at de folk inkvisitionen brændte som hekse og satanister, vitterligt også tilbad Satan, og at disse traditioner har overlevet igennem århundrederne. Dette er en teori som på ingen måde er beviselig, eller understøttes af historiske kilder. Dem kirken brændte var normalt ganske almindelige mennesker, kristne kættere, og i få tilfælde folk, der praktiserede forskellige religioner udenfor kristendommen, eller beskæftigede sig med folkemedicin og folkelig overtro. 
Den sorte messe blev opfundet af de kristne, der først beskyldt Jøderne for at udføre den, hvad de der efter brugte som undskyldning for at forfølge og myrde dem. Senere blev samme beskyldning så brug imod forskellige kristne småsekter og andre fjender af kirken. 
Moos siger, at “Der er ingen tvivl om, at den sorte satanmesse har eksisteret gennem århundrede”, og forsikres os om, at den ikke er noget de dominikanske munke har drømt sig til. Der efter opregner han en række beviser, der skal understøtte hans påstand. Disse beviser holder dog på ingen måde vand, og det er vist kun en meget lille og uvidenskabelig skare, der vil støtte Moos i hans augmenter. F.eks. bruger han beretninger som folk er fremkommet med under tortur som bevis, hvad der forekommer rimeligt mystisk. Disse “afhøringer” foregik oftest på den måde, at ofret blev torturerede indtil de indrømmede alt hvad bødlerne forlangte af dem. Kan Moos virkelig tro på beretninger, der er fremkommet på denne måde? Åbenbart! Vi kan kun takke os lykkelige for, at Moos ikke i dag, får lov til at beskæftige sig med aktiv indsamling af beretninger! 

Virkelige personer og grupper. 
Til at støtte sin beretning nævner Moos historiske personer og grupper, så som Gilles de Rais, og den langt senere gruppe “The Hellfire Club”. 
Gilles de Rais var i følge beretningerne en pervers og sadistisk mand, der seksuelt udnyttede og dræbte børn. Intet tyder dog på, at hans praksis var religiøst begrundet, men derimod nærmere styret af hans syge sind. Hvis beretningerne da ikke er noget kirken opfandt, som undskyldning for at henrette ham. Få år før, havde han været en del af Jean d’Arcs hær, og hun blev som bekendt brændt under anklage for hekseri. 
Beretningen om Marquise de Montespan, er et eksempel på hvordan folk senere overtog kirkens beretninger om sorte messer, og forsøgte at udføre dem i praksis. Igen er der dog intet der tyder på en udbredt praksis, eller noget der berettiger Moos’ påstand om en gammel tradition. Det samme kan siges om The Helfire Clubs. Igen blev gamle beretninger overtaget, men denne gang ikke for at forsøge at opnå magt, men derimod nærmere for morskabens skyld og for at søge seksuel stimulans. Blodet og volden var nu fjernet, og i stedet var fokuser på ren sex og blasfemi. 
Der er ingen tvivl om, at der gennem tiden har været grupper der har betegnet sig selv som sataniske, eller som af kirken har fået denne betegnelse. Dog underbygger dette ikke teorien om, at disse grupper har haft en forbindelse med hinanden, og har fulgt samme filosofi. I en verden der er domineret af den kristne tro og mystik, er der intet uforklarligt ved, at satanfiguren igennem tiden er blevet genopdaget, og brugt af forskellige folk til mange forskellige formål. 

Fjerde del (Kap. 5). 
 
 

Satan før og nu. 
Efter min mening er dette det eneste afsnit i bogen, som har en form for berettigelse. Bl.a. illustrere det på glimrende vis, hvordan kirken igennem tiden har været dobbeltmoralsk og grusom. At Moos så også selv falder i fælden, og mistænker de grupper, der blev anklaget for at være kættere, for reelt at have tilbedt Satan, er lidt ærgerligt. Endnu engang tror han på tilståelser fremført under tortur, imod f.eks. Albigensere og Tempelriddere. 

Når man ser det billede, som kapitlet tegner af kristendommens historie, og ser bort fra Moos’ bortforklaring om at “der ikke er tale om den faktiske kristendom”, så tegner der sig et billede af talløse og uhyrlige overgreb. Om det kirkens folk har gjort, har været i overensstemmelse med kristen tro eller ej, har ikke spillet den store rolle, for dem der led under følgerne. Kirkens historie må den stå ved, og de folk den har formet igennem sin filosofi, må den anerkende som sine børn. I de senere år har kirken undskyld for nogen af sine synder, men det er alt for lidt og alt for sendt. At sige ”undskyld” vækker ikke folk og kulturer til live igen. 
Som eksempel på at kirkens folk ikke stoppede deres overgreb ved middelalderens slutning, kan det nævnes, at både den protestantistiske og katolske kirke i Tyskland, benyttede sig af tvangsarbejdere under Hitlers styre. Som endnu nyere eksempel, kan man se på nogle af de sager om pædofile præsters overgreb på børn. Her har det ofte vist sig, at kirken har kendt til præsternes overgreb, men dækket over dem, og forsøgt at løse problemet ved at flytte præsten videre til et nyt sogn, hvor han så fortsatte sine overgreb på nye børn. Kirkens manglende vilje til at gå til domstolene, har i adskillige tilfælde gjort dem medskyldige i videre overgreb imod børn. 

En ting som kan undre læseren lidt, er at Moos ikke selv har opdaget forbindelsen imellem middelalderens hekseforfølgelser, og den subversive satanisme han selv tror eksisterer. “Satanic Panic” som fænomenet kaldes, er nemlig af mange blevet betegnet som en moderne heksejagt, og mange lighedspunkter er trukket frem. De mekanismer der fik kirken til at brande uskyldige på bålet, er stort set de samme, som i 1980’erne og 90’erne var skyld i,  at uskyldige mennesker blev idømt livstidsdomme i det amerikanske retssystem 

Femte del (Kap. 6). 
 
 

Der er mange fej og mangler i dette kapitel, men jeg har valgt at fokusere på The Church of Satan, og nogle af de værste misforståelser han har i denne forbindelse. Jeg vil ikke direkte kommentere Moos’s udlægning af de andre gruppers filosofi, men jeg vil dog komme med få generelle kommentarer. 

Church of Satan. 
I afsnittet om The Church of Satan (CoS), forsøger Moos sig for første gang, med beskrivelse af en gruppes faktiske filosofi. Dette går dog hurtigt galt, i og med at han allerede i sin gennemgang af CoS’ grundliggende “bud”, de 9 erklæringer, fejlfortolker dem groft. Den 9. erklæring lyder “Satan har været kirkens bedste ven nogen sinde, fordi han har holdt den travlt beskæftiget i alle disse år”. Moos tolker her at “kirken” betyder CoS, hvad der dog gør sætningen totalt meningsløs. Hvis Moos havde taget sig tid til at læse bare lidt af CoS’ tekster, ville han vide at “kirke” her hentyder til den kristne kirke, som bl.a. igennem århundrede, har brugt satansymbolikken til at skræmme sine tilhængere. 

Næste grove fejl finder vi et afsnit længere nede, hvor Moos hævder at medlemmerne af CoS følger 19 mystiske erklæringer på et sprog, som de tror er det ældste i verden. CoS benytter godt nok “De Enokiske nøgler” i sine ritualer, men der er næppe nogen der tror på dem, på den måde som Moos hævder. De Enokiske nøgler skal i følge legenden være modtaget af magikeren John Dee, som påstod at de var budskaber fra engle. CoS’ filosofi levner ingen plads til hverken engle eller dæmoner, og at tro på at nøglerne reelt skulle have en overnaturlig oprindelse, og være forfattet på verdens ældste sprog, er ikke i overensstemmelse med filosofien. Derimod er CoS’ ritualer ment som psykodramaer, dæmonerne er symboler, og de Enokiske nøgler er et af de redskaber, der bruges til at opbygge stemningen. Det vigtige ved dem er, at de sætter fantasien i gang. I øvrigt er det mest brugte sprog i messerne udøvernes modersmål, og langt de fleste ritualer, afholdes af individuelle medlemmer i ensomhed. Hans referat af LaVeys sorte messe virker rimeligt utroværdig, og man kan kun prøve at gætte sig til, hvilken kilde han har benyttet her. 

Temple of Set. 
Moos nævner at ToS benytter Crowleys “The book of the Law”, som Moos dømmer som en “ond” og satanisk bog. Videre erklærer han, at “de fleste satanister vil anse bogen som guddommelig åbenbaring”. Der er flere problemer i denne tese. For det første var Crowley ikke satanist, og “The Book of The Law”, har aldrig været tænkt som et satanisk værk. Derimod er det et værk der beskæftiger sig med egyptisk symbolik og myter. “The Book of The Law” er grundskrift for Thelemitterne, som er en åbenbaringsreligion, uden forbindelse til satanismen. At ToS og forskellige “freelance satanister” så senere har valgt at misbruge og misfortolke bogen, har intet at gøre med hverken bogen selv, Crowley, eller Crowleys ægte tilhængere. 
Den anden store fejl ved Moos’ tese, er at han generalisere omkring satanisters opfattelse af bogen. Langt de fleste satanister er ateister, og ville derfor ikke anerkende et guddommeligt ophav til noget som helst. Der ud over, er det kun visse grupper der har den fejlagtige opfattelse, at Crowley og “The Book of the Law”, har noget som helst at gøre med satanisme. 
Videre tager Moos’ bogens indhold bogstaveligt, og tolker den som en opfordring til bl.a. skamfering af dyr og ofring af børn. Dette er dog igen en misfortolkning fra Moos’ side. Bogen er i udpræget grad skrevet i et lyrisk og symbolsk sprog, og den er ikke beregnet til at læse bogstaveligt. Selvfølgelig kan bogen misforstås og læses som en opfordring (på samme måde som kristne f.eks. har brugt bibelen til at retfærdiggøre folkemord m.m.), men i så fald, er det stadig den der begår overgrebet der bærer skylden. 

Syvende del (Kap. 8). 
 
 

En overordnet betragtning. 
Dette er det kapitel af bogen, som indeholder mest misinformation og vildledning. At tage huld på fejltagelserne, er derfor næsten en uoverskuelig opgave, og jeg vil da også kun tage fat i nogle få af dem, som så kan illustrere det generelle billede. 
De personer der refereres til, er alle siden blevet afsløret som fupmagere, kvaksalvere eller sindssyge. Der ud over, refererer Moos flittigt til “undersøgelser”,  men det nævnes ikke hvem der har foretaget dem, eller hvornår. Dette gør det umuligt at undersøge kilderes troværdighed, hvis de da i det hele taget findes! Når vi skal undersøge Moos’ påstande, kan vi dog hente hjælp i de undersøgelser, som vi ved er foretaget i bl.a. USA og England. Disse reelle undersøgelser, har intet fundet af det, Moos påstår at have beviser for! (8). 

Seudo beviser. 
Ud over Moos’ tvivlsomme undersøgelser, refererer Moos faktisk også et par få undersøgelser, som jeg formoder er reelle nok, selv om jeg heller ikke her, har mulighed for at tjekke kilderne. Problemet her er dog, at de statistikker han refererer til, ikke nødvendigvis kan benyttes på den måde Moos forsøger. I starten af kapitlet fortæller Moos f.eks. at der er en “epidemi af rituelle mishandlinger” i gang i Europa, og forsøger der efter at understøtte denne påstand med forskellige statistikker, uden nogen beviselig tilknytning til påstanden! Dette gælder f.eks. oplysningen om, at kirkegårde bliver skændet, og grave røvet. Der _bliver_ skændet kirker og grave, men når man har taget sig sammen til at undersøge fænomenet, har man afsløret at forbryderne typisk er unge mennesker, som benyttede vandalismen som en form for “legend trips” (9). 

En anden af Moos’ påstande er, at hundredvis af teenagere skulle begå selvmord hvert år, efter at have lyttet til Heavy Metal musik. Om dette er tilfældet ved jeg ikke, men jeg ved dog at dem der har undersøgt fænomenet, har konkluderet, at der ikke er en sammenhænge imellem musikken i sig selv, og eventuelle selvmord. De teenagere der begår selvmord, gør det ikke på grund af musikken, men på grund af dybereliggende problemer i deres liv. Der er intet der tyder på, at et velfungerende ungt menneske, kan blive drævet til at tage sit liv, bare fordi han har hørt et musiknummer der opfordrer til det. 

Nogle andre foruroligende tal Moos præsenterer os for, er påstanden om, at 2 millioner børn forsvinder hvert år i USA. Åbenbart formoder Moos, at disse kan være blevet kidnappet af satanister. Fakta er at man i 1990 (the 1990 “National Incidence Studies on Missing, Abducted, Runaway, and Trownaway Children in America”), beregnede at der var mellem 200 og 300 kidnapninger om året, og antallet af børn der blev dræbt af fremmede kidnappede, lå på imellem 43 og 147 om året. Langt de fleste børn der blev kidnappet, blev kidnappet af den tabende part under kampen om forældremyndigheden efter en skilsmisse. 
Ingen af disse såkaldte beviser på satanisk aktivitet i USA, kan forbindes med satanisme. Tallene er foruroligende, men de kan ikke underbygge den tese, Moos forsøger at sælge os. 

Overgreb imod børn. 
En anden påstand Moos benytter som fakta, er at der skulle være bevis for, at der har været “sataniske aktiviteter” i 64 børnehaveklasser i Los Angeles, bare i løbet af to år. Problemet med dette tal er dog, at efterhånden som sagerne blev undersøgt til bunds, har det ikke været muligt at afsløre “sataniske aktiviteter”, i bare et eneste tilfælde. Ud over disse uidentificerede sager, nævner Moos også en række forskellige sager ved navn, her under MacMartin sagen. 
Denne sag udmærkede sig i sin tid ved at være den største og dyreste sag i USA’ historie, og regnes yderligere som en af de sager, der startede hysteriet, og fik lignende anklager til at sprede sig over hele landet. Moos hævder i forbindelse med denne sag bl.a., at der blev fundet en del fysiske beviser på overgrebene. Problemet med disse “beviser” er, at de blev indsamlet i en periode, hvor hele videnskaben omkring fysiske beviser for seksuelle overgreb imod børn, var i sin spædeste start. Senere blev der udført gennemgribende undersøgelser, der bl.a. undersøgte hvordan kønsorganer på normale børn, der ikke havde været udsat for overgreb, så ud. Dette førte til den foruroligende opdagelse af, at meget af det man før havde anset som beviser på overgreb, i virkeligheden bare var naturlige variationer i udformningen af børnenes fysik. 
Til sidst blev alle tiltaler i sagen frafaldt, og de mistænkte løsladt, efter at have tilbragt op til 5 år i fængsel. Ingen af de fysiske “beviser” holdt vand, og børnenes udsagn blev afsløret som fremkommet under ufrivillig manipulation fra psykologernes side (10). 

Psykologer, socialarbejdere og andre eksperter. 
Moos benytter sig særligt af to kilder i dette afsnit, nemlig de to fundamentalistiske kristne Englændere, Dianne Core og Maureen Davies (11). Begge disse var stærkt involveret i at opbygge en Satanic Panic i England i slutningen af 80’erne, godt hjulpet af amerikanske samarbejdspartnere. 
Dianne Core som er stifter af organisationen “Childwatch” citeres for at sige, at de har sendt mere end 300 mennesker i fængsel for satanisk børnemishandling, bare i løbet af 4 år. Fakta er dog på trods af de uhyggelige historier Core og Davis har at berette, at der ikke ved en eneste lejlighed, er fundet beviser for de sataniske overgreb, de påstår skulle have fundet sted. 

Konklusion. 
Moos’ påstand om en satanisk sammensværgelse, der står bag rituelle overgreb imod børn, mord, vandalisme og meget andet, kan ikke understøttes med nogen form for beviser. Myten om den subversive satanisme HAR dog alligevel krævet sine ofre, både i form at børn og voksne der er blevet manipuleret til at “huske” ting de aldrig har oplevet, og i form af de folk hvis liv er blevet ødelagt, på grund af falske anklager. 

Med al den virkelige vold, og alle de virkelige overgreb der hver eneste dag begås imod børn og voksne rundt om i verden, er det sørgeligt at se folk jage myter og skygger. Når tid, penge og offentlige resurser bliver brugt på fantasier, i stedet for virkelige forbrydere, så er dette en forbrydelse i sig selv. Moos er med sine påstande medskyldig i denne forbrydelse.