I den seneste tid har medierne omtalt den såkaldt satanistiske hærværk mod kirker og kirkegårde i Danmark. Gravsteder er blevet skændet, og sataniske symboler er blevet opdaget flere steder. Sagen er bl.a. blevet belyst i artikler og tv-interviews, hvor Dialogcenterets leder Johannes Aagaard, er kommet til orde. Dialogcenteret er en kristen missionsforening, som i snart mange år har virket som kirkens vagthund i forhold til nye og afvigende religioner. 

Sagen er ganske ligetil for Dialogcenteret, og budskabet er sikkert blevet hørt mange steder: Satanismen er en reel trussel, den er i vækst, og den må bekæmpes. Hærværket mod kirkegårdene taler for sig selv. I debatten er der blevet henvist til forholdene i Norge, hvor 14 kirkebrændinger har bragt sindene i kog og givet næring til en voldsom satanismedebat. Ikke kun fordi det på ulykkelig vis er gået ud over de vidunderlige norske stavkirker - som jo er bygget af træ - men simpelt hen fordi man i det religiøse Norge frygter Satans horder. Nu skulle det samme være under opsejling hos os. Grunden til at vi endnu ikke har haft kirkebrændinger i Danmark, siger Aagaard, er, at vore kirker er bygget af sten! Han kommer også enhver kritik i forkøbet ved at understrege, at der ikke er tale om drengestreger, sådan som nogle vil hævde. Fanden er i sandhed løs. 

Kirkebrændinger 
Aagaards forestillinger om dæmoner, og hans idé om det sataniske som en manifesteret størrelse, er et religiøst anliggende, som ikke kan anfægtes, uden at den kristne dogmelære introduceres som modargument. Så det lader jeg ligge. Mod religiøse dogmer skal man ikke diskuterer. Hans påstand om, at satanister huserer, og at de virker undergravende på samfundet, er midlertid en sociologisk påstand, som kan efterprøves empirisk. 

I en evighed vidste man ikke, hvem der stod bag. Efter en grundig politiindsats blev en bergensisk mand anholdt og dømt til 21 års fængsel. Dels for to kirkebrande, dels for mordet på en bekendt. Religionsforskere og folklorister, som fulgte sagen på nærmeste hold, kunne intet finde, der tydede på, at han var medlem af en satanistisk gruppe. Frem for alt var der intet, der tydede på de rituelle aktiviteter, som ellers konstituerer satanistiske aktiviteter. Den myrdede var indehaver af en pladeforretning, som solgte heavy metal-musik, og netop denne musikgrenres beskæftigelse med vold, død og mørkets kræfter var den mest konkrete forbindelse til det sataniske. Fagfolks vurdering var, at den dømte var psykisk syg. Et lignende mønster huskes fra den berømte Manson-sag, hvor en lille gruppe ledet af Charles Manson begik mord og øvede vold. Der er også en sag fra USA fra 1984, hvor en lille gruppe myrdede - muligvis ofrede - et medlem. Men intet netværk. Ingen overordnet organisation. Enkeltstående sager. 

Fredsommelige satanister 
I den offentlige debat er der ikke altid plads til nuancer. En række fredsommelige satanistiske grupper, som er mere eller mindre velbeskrevet, har således lidt under de forbryderiske satanisters dårlige ry. Der findes nemlig satanistiske grupper. De er meget få og små. Amerikanske forskere vurderer, at der i hele USA højst er 800 - 1000 medlemmer. I den største gruppe, Church of Satan, har medlemmerne ubetinget forbud mod at bryde loven og ekskluderes, hvis de gør det. Sådanne grupper lærer (i korte træk), at det onde, dvs. begær, drifterne, selviskheden og hadet, er en del af det menneskelige, og at man fornægter sig selv ved at modarbejde det. Man må gerne hade og begære, for kun ved at være ved sine følelser og drifter kan man leve fuldt ud. Man foragter derfor den kristne lære om renhed og dyd, om det gode som det sande. I denne udgave er satanisme et etisk system, hvis idealer som regel antager et rituelt udtryk i den såkaldt ‘sorte messe’, hvor kristendommens symboler spejlvendes og profaneres, ofte med seksuelle temaer som noget afgørende. Man påkalder Satan og, i visse sjældne situationer, ofres et dyr, typisk en hund eller en kat. For os, der står uden for dette kultiske fællesskab, virker det barokt og uhyggeligt, men der er ikke tale om kriminalitet. Der er derfor ingen grund til at mene, at der står organiserede grupper bag kirkegårdshærværk i Danmark. Men hvad er det så? 

Går man historisk til værks, viser det sig at den ‘sorte messe’ startede sin tilværelse som det rene humbug. Alting tyder på, at det var Inkvisitionen i det 15. århundrede, som introducerede forestillingen ‘den omvendte messe’ for at legitimere nye tiltag mod heresi og anden ukristelig adfærd. Man skabte en myte. I lige linje fra religiøse stridsmænd i Middelalderen virker Dialogcenteret og medierne i dag som moderne konstruktører af den samme myte. Og dermed konstrueres også forudsætningen for de begivenheder, man hæfter sig ved som f.eks. hærværk mod kirkegårde. 

Myte bliver handling 
Fænomenet betegnes ostensive acting i religionsvidenskab og folkloristisk terminologi, dvs. det forhold at en fortælling bliver til handling. Eller mere teknisk: at myte bliver handlingsskema. Mekanismen er enkel og egentlig ikke overraskende. Som det første introduceres myten i offentligheden, og først derefter er der mennesker, som tager den til sig om omsætter den i handling. I tillid til at der er tale om virkelige sociale fænomener mener de at gøre det samme som nogle andre, som de ganske vist ikke kender - fordi de ikke eksisterer. Der er derfor grund til at mene, at Dialogcenterets nidkære indsats mod de såkaldte satanister simpelt hen er med til at skabe det, man selv søger at modarbejde. 

Hvis der står egentlige satanister bag kirkegårdshærværket herhjemme, må det kunne dokumenters. Hvor er de? Hvem er de? Der findes enkelte forfattere, der har betegnet sig selv som satanister, og der findes små studiegrupper, som arbejder med satanistisk inspireret okkultisme, men er det dem, der skænder kirkegårde? Intet tyder på det. Hvad vi har, er en masse symboler, en masse udenomsværker, en masse modkultur. Netop fordi der er tale om ostensive acting snarere end en egentlig social bevægelse, må de såkaldte satanister udtrykke sig i overfladiske symbolhandlinger som f.eks. kirkegårdshærværk. Mere specifikke handlingsmønstre kræver mere specifikke referencer end en avis-kolporteret myte om det sataniske netværk. At kalde heavy metal og Dungeons and Dragons for dæmonisk eller satanisk, det er udtryk for en særegen kristen fortolkning Sociologisk set må vi kalde det noget andet. 

I den amerikanske videnskabelige litteratur taler man om ‘the great satanism scare’. Den sociologiske pointe er, at satanisme først og fremmest findes som en forestilling i samfundet og ikke som en social bevægelse. Der hvor den trives bedst, er blandt kirkefolk, som anser Satan for at være, om ikke en person, så en konkret faktor i verden. Det er med andre ord en bibelsk dualisme, som styrer begrebsdannelse. Først som sidst er debatten om satanisme altså næret af kristen mytologi. At gravstenene er væltet er konkret nok, men at påstå at det er satanister, der har gjort det, kræver en religiøs snarere end sociologisk argumentation. Vi skal med andre ord passe på, at religiøse forestillinger ikke forveksles med sociologiske data. 

Satanister og UFO’er 
I USA og Frankrig er debatten blevet fuldstændig grotesk. Her er der hundreder af mennesker - flest kvinder - de fortæller, hvordan de i årevis har været deltagere i bizarre sataniske ritualer. De har spist spædbørn, og de har deltaget i perverse seksuelle orgier, hvor man har foræret ekskrementer, kopuleret med lig, dyr, spædbørn og andet godt. Det er angiveligt sket for mange år siden, men rædslen sidder stadig i dem. Fænomenet svarer i alle henseende til de stadig mere udbredte vidnesbyrd om, hvordan mennesker har været kidnappet af UFO væsner og udsat for det uroligste. I begge tilfælde er der tale om virkeliggørelse af myter og vandrehistorier i folks bevidsthed. Intet af det, de siger, kan belægges. Absolut intet. Men de tror med usvigelig sikkerhed på det. 

Herhjemme kan vi forledes til at tro på myten om den satanistiske undergrundsbevægelse. Jeg har tre gange fungeret som konsulent for danske kommuner, som var bekymrede over satanistiske aktiviteter blandt unge. Efter at have undersøgt sagerne kunne jeg intet andet finde end unge menneskers protest mod de voksne, og hvad de opfatter som et formynderisk system. Kolleger i Norge, England, USA og Frankrig fortæller om tilsvarende iagttagelser (i øvrigt med det resultat, at hårdkogte kirkefolk har hængt dem ud som satanistiske medsammensvorne!). 

Unge protester 
 At de sataniske symboler og satanistiske aktiviteter (som f.eks. kirkegårdshærværk) er kommet på dagsordnen, kan skyldes, at de sædvanlige protester mod den ældre generation, mod arbejdsløshed og ligegyldighed, er slidt op. Det er lige meget, om håret er grønt og tøjet hullet. Det er vanskeligt at protestere i dag, og midlerne må derfor blive skrappere. Som et resultat af inflationen i de ydre tegn på oprør lader nogle sig pierce (dvs. får huden gennemhullet over næseryggen, i navlen, i læberne, i kønsdelene, i brystvorterne, hvis det da ikke går ud over tungen eller huden mellem fingrene). Enkelte får ligefrem amputeret fingre eller fingerled. Og andre tager det onde til sig som symbol. Ondskab er noget, vi hader og frygter, og derfor noget vi reagerer på. De såkaldte satanister - dem, der skænder kirkegårde - har fundet en socialantropologisk niche, hvor symbolerne på en konkret måde virker. Piercerne opnår noget tilsvarende med legemlige udtryk (uden i øvrigt at sammenligne de to grupper). De får opmærksomhed. Det er den samme mekanisme, som udnyttes af heavy metal-musikindustrien, som netop tilbyder en subkultur, hvor den ondskabs-fokuserende protest kan udfoldes. Og så kører det i ring. Den sociale protest næres af idolerne på scenen. Af og til sker der en kobling til sadomasochisme og nazisme, men det er langt fra givet. 

Indtil Dialogcenteret kommer med bevis for, at organiserede satanistiske grupper virker med kriminalitet i Danmark, er det eneste reelle at gå ud fra, at der er tale om social protest. Ikke simple drengestreger, men et alvorligt samfundsmæssigt problem. Det er ikke satanismen, der er problemet. Det er tabet af selvværd og manglen på indhold i tilværelsen, som den er gal med. Kun i et kristent apologetisk perspektiv vil det være rimeligt at fokusere på satanisme som noget reelt værende. Men kristen apologetik kan ofte være sjovere at høre på end empirisk sociologi, så myten om satanismens hærgen vil sikkert leve længe endnu.