Ved siden af den faktisk eksisterende satanisme findes den kristne satanismemyte. Denne form for satanisme dyrkes ikke af eksisterende grupper, men eksisterer i form af sammensværgelsesteorier, vandrehistorier og kristen propaganda. I denne tekst vil vi dels se på almindelige problemer med antisatanisk litteratur, og dels på nogle af grundene til, at myten udbredes. 

Indhold:

• Bøger om satanisme
• Sammenblanding af grupper
• Kildebrug
• Henvisning til autoriteter
• Interviews med satanister
• Kristen interesse for satanisme
• Satanisme som middel til kristen mission
• Satanismekritik som samfundskritik
• Personlig dagsorden og argumentation
• Satanisme som selvpromovering
• Sammenfatning

Bøger om satanisme

Der er penge at tjene på den kristne myte om satanisme. Dette billede fra ”Hvem tror hvad”-messen i 1999 viser et udvalg af de bøger, som missionsforeningen Dialogcentret solgte.

Den religiøse indgangsvinkel til emnet betyder, at informationer om eksisterende satanisme normalt kun bruges, når informationerne kan bekræfte de religiøse antagelser, som forfatteren henter fra sin egen tro. Til gengæld er man i den forbindelse ofte meget ukritisk, og benytter gerne vandrehistorier og andre tvivlsomme kilder, hvis bare de passer ind i antagelserne. I praksis handler den slags bøger derfor ikke om eksisterende satanisme, men om forestillinger, som spiller en rolle i visse kristnes religiøse verdensopfattelse. Hvis man skal illustrere problemet med en sammenligning, så lærer man lige så meget om reel eksisterende satanisme ved at læse den slags satanismelitteratur, som man ville lære om reel jødedom, ved at læse nazistisk litteratur om jøder. Eller for at bruge en anden parallel, så har religiøst motiveret litteratur lige så meget at gøre med reelt eksisterende satanisme, som kristne fremstillinger af bibelsk skabelsesmyte, har at gøre med menneskets biologiske evolution. Der er ikke tale om en objektiv fremstilling, men om en behandling af et emne, som et led i forfatterens eget verdenssyn.

Den manglende interesse for eksisterende satanisme i den omtalte type bøger afsløres blandt andet ved, at man meget sjældent nævner eksisterende grupper og personer. Der gøres ikke det store ud af kildeangivelser, eller af at skelne mellem forskellige grupper og deres særpræg. Eksempler på dette kan hurtigt fanges, hvis forfatteren kommer med et udsagn om satanisme uden at angive, hvilken form for satanisme, forfatteren taler om.

Når litteraturen sammenblander forskellige grupper, opnås ofte et lige så forvirret billede, som hvis man valgte at beskrive samtlige grupper indenfor Jødedom, Islam og Kristendom under betegnelsen ”semitisk religion”, og derefter beskrev deres ritualer, skikke og ideer med særlig fokus på de negative og ekstreme tilfælde uden at fortælle hvilken gruppe, man talte om i hvert enkelt tilfælde.

Det kunne for eksempel give sig udtryk i en beskrivelse af, hvordan tilhængerne af semitiske religioner om fredagen gik i semitisk synagoge, om søndagen i semitisk kirke, og i øvrigt gik i semitisk Moske fem gange om dagen, når de da ikke lige var ude og føre hellig krig, brænde kættere, bekæmpe hinanden, flyve fly ind i højhuse eller bombe abortklinikker. Her til kommer, at forfatterne ofte sammenblander religiøse myter og vandrehistorier med virkelighed, hvilket kun gør historierne endnu mere absurde. Det lyder ekstremt, men er faktisk mindre forkert, end de beretninger om satanisme, som mange usaglige forfattere formidler til deres læsere.

De følgende grupper bliver ofte omtalt som satanister i kristen litteratur:

• Medlemmer og tilhængere af moderne sataniske grupper som f.eks. Church of Satan.
• Medlemmer og tilhængere af grupper, som bruger Satan eller Lucifer symbolsk, uden dog at opfatte sig selv som satanister.
• Folk, der efterligner de kristne myter om satanisme.
• Sindssyge kriminelle.
• Påståede hekse og satanister fra middelalderen, hvis tro bygger på falske ”tilståelser” fremkommet under tortur.
• Personer, som beskæftiger sig med okkultisme og/eller New Age.
• Tilhængere af nyreligiøse bevægelser.
• Tilhængere af ikke-kristne religioner.
• Tilhængere af andre kristne grupper end den, forfatteren selv tilhører.
• Kommunister, miljøforkæmpere, feminister, homoseksuelle, m.m.

Kildebrug

Et andet kendetegn ved den religiøst farvede litteratur er, at der kun sjældent optræder bøger og tekster forfattet af eksisterende sataniske grupper i bibliografien, ligesom religionsvidenskabelige værker og eksperter normalt ignoreres. De oftest brugte kilder er den kristne bibel samt bøger skrevet af personer fra forfatterens eget religiøse bagland. Bøger skrevet af de grupper, man beskæftiger sig med, advares der ofte imod. Ideen er tilsyneladende, at almindelige mennesker ikke kan tåle at læse gruppernes egne ord, men at de har brug for kristne ”okkultismeeksperter”, som kan læse og tolke værkerne for dem (1).

Det betyder, at man dels ignorerer muligheden for at få vigtige oplysninger om de grupper, man hævder at studere, og dels at man ignorerer kvalificerede forskeres forudgående undersøgelser. Det er tydeligt, at de religiøst motiverede forfattere afviser videnskabelige autoriteter til fordel for teologiske.

Henvisning til autoriteter

Ofte benyttes der udsagn såsom ”Mange psykologer/pædagoger/politifolk/eksperter ville nok mene”, uden at der benyttes kildeangivelse eller henvisninger til relevant litteratur i bibliografien (2). Den manglende kildeangivelse er et hint om, at der normalt bare er tale om smarte formuleringer, som benytter sig af folks automatiske tiltro til autoriteter, end reel data og faktiske ekspertudtalelser. Hvis der virkelig var eksperter, der mente sådan, ville det oftest være en smal sag at finde en ekspert, der kunne give én ret.

Desuden må det i den slags tilfælde påpeges, at præster kun er eksperter i kristendom. Da moderne satanisme ikke har noget at gøre med kristendom, ved de som oftest ikke noget om den moderne satanisme.

Derimod vil ekspertudtalelser kunne indhentes fra religionshistorikere, som netop er uddannet til at analysere religiøse grupper. Desværre ser forfatterne af danske bøger om satanisme ikke ud til at have været interesseret i udtalelser fra reelle eksperter. I stedet vælger forfatterne ofte at bruge kilder, som har en personlig interesse i ikke at præsentere et sandfærdigt billede, eller som arbejder ud fra et verdensbillede, som umuliggør en objektiv fremstilling. For eksempel ses det tit, at forfattere finder på kun at interviewe kristne præster og folk fra grupper, som arbejder på at bekæmpe alternative og nyreligiøse grupper ud fra en religiøs dagsorden. Deres metode kan sammenlignes med at interviewe Dansk Folkeparti om Islam – man skal nok ikke regne med den store faglighed, viden eller objektivisme.

Interviews med satanister

Hvis satanister interviewes, vælger forfattere ofte deres interviewoffer ud fra ønsket om, at personen skal være spændende og anderledes, i stedet for at finde personer, som kan give en ide om, hvordan den gennemsnitlige satanist er. Eller der vælges en teenage-satanist uden særligt meget erfaring, som så sættes op overfor en voksen, universitetsuddannet præst, som i kraft af sin uddannelse er trænet i, at gøre rede for sin tro.

Desuden vælger forfatteren selv de udsagn ud, som han eller hun opfatter som relevante. Dette er f.eks. tilfældet med Kirsten Andersens bog ”Satanisme – Jesus er død Satan lever”, hvis kommentarer fra selverklærede satanister giver et meget misvisende billede af danske satanister.

Men hvorfor skrive bøger om satanisme, hvis ikke man er interesseret i at formidle reel information? Nedenfor skal vi se nogle eksempler på, hvordan satanismemyten kan bruges som redskab til blandt andet samfundskritik.

Kristen interesse for satanisme

Nogle religiøse mennesker opfatter Satan og diverse dæmoner som virkeligt eksisterende væsner, som direkte påvirker folks liv. For dem må satanisme nødvendigvis være farligt alene på baggrund af navnet og afvisningen af Gud. Som teologen Johannes Aagaard har formuleret det: ”Når man kalder på Satan, så kommer han!” (3).

Det er simpelthen en del af deres personlige tro, at dæmoner med mere er en eksisterende realitet, at folk kan blive besat af dæmoner og påvirket af ond magi, og at der på et tidspunkt vil komme et opgør mellem Satan og Gud (4). De mener, at satanister (og ofte alle andre udenfor deres egen kristne sekt) er dømt til evig pinsel i Helvede, og at det er deres pligt at prøve at redde dem og/eller bekæmpe dem i Guds navn. Desuden opfatter de ofte eksistensen af onde sataniske grupper, som tilbeder Satan, som lige så realistisk som deres egen menigheds eksistens. At få dem til at ændre syn på denne sag ville indbefatte en ændring af hele det fundament, som de bygger deres verdenssyn på. Denne slags mennesker har forståeligt nok en særlig interesse i satanisme, og da denne interesse er religiøst motiveret, er det ikke overraskende, at de har en ganske særlig indgangsvinkel til emnet.

Satanisme som middel til kristen mission

Moses Hansen tilhører gruppen af sekteriske kristne, der ofte bruger henvisninger til dæmoner og dæmoniske kræfter i deres argumentation. Blandt andet anser Moses Hansen homoseksualitet for at være en dæmonisk påvirkning.

Problemet med denne form for selvpromovering er, at de negative udsagn om satanisme, og de dertil hørende udsagn om kristendom, ofte har det med at ramme andre end satanister. Som et eksempel kom Johannes Aagaard fra den kristne missionsforening Dialogcenteret i 2002 med den påstand, at begrebet ”ansvar” kun giver mening i en kristen sammenhæng ud fra forventningen om dommedag (5). Herved får Johannes Aagaard faktisk sagt meget om sin egen kristendomsopfattelse, og han får rettet en bred kritik mod alle ikke-kristne, samt mod kristne, der ikke tror på dommedag, selv om hans mission formentlig kun var at beskylde satanister for at misbruge ordet.

Et andet problem er, at det ikke giver mening at tale om ”kristendom” og ”modsat kristendom” som entydige størrelser. I dag er der et sted mellem 25.000 og 30.000 kristne grupper, og kristendommen har endvidere ændret sig markant gennem tiden. Det betyder, at religiøst motiverede udsagn om satanisme, som det modsatte af kristendom, altid er med til at promovere en bestemt type af kristendom, som mere rigtig end andre typer. Hertil kommer, at udtrykket ”modsat” i sig selv er ret problematisk. Johannes Aagaard har i en af sine tekster hævdet, at satanister skulle være fascineret af den kristne nadver, og at de derfor skulle holde ”antinadver”, hvor de ”spiser og drikker sig ad helvede til”, hvilket udelukkende er baseret på Aagaards egen teologiske teori om modsathed (2). Umiddelbart kunne man dog med udgangspunkt i samme teori lige så godt hævde, at ”ingen nadver” var mere modsat end ”antinadver”. Hvis man snakker om ”at være modsat kristendommen”, kan det kort sagt betyde hvad som helst, og det er tydeligt, at ideen kun kan bruges i en kristen myte. Det kan ikke bruges som basis for en filosofi, som kan efterleves i praksis.  

Satanismekritik som samfundskritik

Samtidig med at fungere som mission for den kristne tro, kan kritikken af satanisme bruges til at kritisere ting i samfundet, som kristne opfatter som problematiske. Det kan for eksempel være rollespil, forskellige musikgenrer, new age, feminisme, selvmord, alkohol, graffiti, etc. Disse ting knyttes sammen under betegnelsen ”satanisme” (eventuelt ”satanisk påvirkede”, ”satanisk inspirerede” eller ”satanistiske”), hvorved de kan bruges til at forøge de enkelte fænomeners tilsyneladende alvorlighed. De færreste danskere er villige til at tro, at det at høre metalmusik udsætter folk for faren for dæmonbesættelse, men hvis rockmusik fremstilles som noget, der udspringer af satanisme, og satanisme fremstilles som noget, der kan lokke unge ud i kriminalitet eller selvmord, så må rockmusik og satanisme jo forbydes. Jo mere religiøse folk er, desto mere modtagelige er de for den slags argumenter. Men selv ikke-religiøse mennesker er meget påvirkelige, idet forestillinger om samfundsskadelig satanisme er en del af vores kulturelle arv. I en tid, hvor folk ikke længere tror på varulve og børnespisende hekse, kan de stadig let lokkes til at tro på menneskeofrende satanister.

Denne ide om, at uafhængige problemer i virkeligheden hænger sammen, og at de begrunder hinanden, har endvidere en helt speciel appel: Forestillingen om en ond sammensværgelse, der for eksempel lokker unge mennesker ud i stofmisbrug, er betydeligt lettere at håndtere, end hvis forældre skulle stille spørgsmål ved deres egen børneopdragelse, eller hvis samfundet skulle påtage sig skylden for sin del af ansvaret. Ideen om en ”ond sammensværgelse” gør indviklede problemer simple, og udpeger en syndebuk, hvorved samfund og forældre tilsyneladende holdes skyldfrie.

Grunden til dette kan blandt andet findes i det faktum, at mange (religiøse) mennesker har meget vanskeligt ved at forholde sig til tilfældigheder og meningsløshed. ”Hvis Gud findes, og Gud er god, hvorfor sker der så onde ting?”, er et meget ubehageligt spørgsmål for en person, der tror, at der ”bør” ske ”gode” ting. En ond sammensværgelse, som bevidst styrer det hele, er derimod en størrelse, man kan forholde sig til, og som man kan kæmpe imod. Samme slags tankegang findes også i ikke-religiøse kredse, hvor man for eksempel skyder samtlige samfundsproblemer på indvandrere, muslimer eller andre udskældte grupper.

Personlig dagsorden og argumentation

Johannes Aagaard var tidligere leder af antikultgruppen ”Dialogcentret”. I hånden holder han et eksemplar af folderen ”Satanisme er det modsatte”, som han selv har forfattet. Teksten bærer tydeligt præg af at være skrevet på baggrund af personlig tro og ud fra en ikke-videnskabelig vinkel.

Denne form for logik er blandt andet blevet brugt af Moses Hansen, som har påstået at have fundet et brev, som ”var i omløb i sataniske kredse”, lige som han har påstået at være kommet i besiddelse af et andet brev, som var ”i omløb i muslimske kredse” (6). Når man ser på brevenes indhold, er det tydeligt, at historien passer rigtigt godt ind i de tanker, som findes i Moses Hansens gruppe, og at historien kan have en motiverende virkning for hans menighed. Det er dog samtidig tydeligt, at brevene er skrevet personer, der tænker som Moses Hansen selv. De giver simpelthen ikke nogen mening i forhold til eksisterende sataniske eller muslimske grupper, eller andre grupper for den sags skyld. Brevene er tydeligvis noget, Moses Hansen selv har fundet på, eller har kopieret fra ligesindede, for at inspirere sin menighed.

Overdrivelser i forbindelse med beskrivelse af eksisterende fænomener ses også ofte, hvor de bruges som et pædagogisk virkemiddel på linje med kristne forældre, der bilder deres børn ind, at hvis de dyrker sex før ægteskabet, så får de øjeblikkeligt AIDS, og hvis de tager på diskotek, så bliver de øjeblikkeligt draget ind i et miljø, der gør dem til narkomaner og ludere. På samme måde kan der for eksempel advares mod at læse horoskoper i aviser, eller mod at læse tegneserier, da de kristne for eksempel kan forestille sig, at dette vil vække en interesse for okkultisme, som i sidste ende vil føre til, at det unge menneske vil blive bortført og hjernevasket af en ond sekt eller besat af dæmoner.

Satanisme som selvpromovering

En særlig form for beretninger om satanisme kommer fra påståede ekssatanister. Som oftest kommer denne type vidnesbyrd fra personer, der siden har ”fundet Gud” og blevet gendøbte i en mindre kristen sekt. Deres beretninger passer ind i en særlig kristen tradition for omvendelsesberetninger, og har sjældent noget at gøre med faktiske oplevelser. Denne type historier har den funktion at berette om Guds storhed og miraklet ved omvendelse, og jo mere syndig og fortabt en person har været før sin omvendelse, desto mere mirakuløs anses omvendelsen for at være. Derfor er der en tendens til, at de nyfrelste overdriver deres tidligere synder. Moses Hansen er et udmærket eksempel på en sådan adfærd, idet han blandt andet har påstået at have været både kriminel, pædofil og stofmisbruger, inden han blev kristen (7). Ud over at fungere som en bekræftelse af den religiøse gruppes tro på Guds evne til at frelse selv den værste synder, skaber beretningerne også opmærksomhed om personen selv; en opmærksomhed, der i forbindelse med påståede eks-satanister ofte er blevet udnyttet til at tjene millioner på bøger og foredrag. I USA har der været flere af den slags ”eksperter”, men når deres beretninger er blevet undersøgt, har de aldrig kunnet holde vand. Et af de meste kendte eksempler er den kristne komiker Mike Wanke, hvis historie om et udsvævende liv som ypperstepræst for en satanistkult blev afsløret som det pure opspind (8). I Danmark har vi ikke haft større sager af den type, selv om der for et par år siden var en kvinde ved det jysk bibelcenter, som påstod at være tidligere ypperstepræst for en satankult. Hendes påstande om udbredt ofring af børn, som en del af en satanisk sammensværgelse omfattede varulve, hekse og dæmoner, gav hende tilsyneladende en tiltrængt opmærksomhed fra andre kristne, som var villige til at tro og støtte hende (9).