I 1980’erne oplevede USA et fænomen, der senere er blevet kaldt ”Satanic Panic”. Hundredvis af kvinder stod frem og berettede om fysisk og psykisk tortur, seksuelle overgreb, rituelle mord og kannibalisme, som en del af deres barndom i hænderne på en subversiv satanisk sammensværgelse. Historierne blev bekræftet af børn, der støttet af psykologer berettede om de rædsler, satanister indenfor børnepasningsområdet havde udsat dem for. Det blev hævdet, at så mange som 50.000 børn blev kidnappet årligt, og at størstedelen af disse blev ofret til Satan. 

Disse rædsler påkaldte en samfundsreaktion, som kom i kraft af retsforfølgelse af formodede satanister, udarbejdelse af undersøgelser og rapporter om fænomenet, vedtagelse af nye love, samt seminarer for psykologer, politifolk og socialarbejdere, så de kunne lære at håndtere den sataniske trussel. 

Ti år senere måtte man konstatere, at den store sataniske sammensværgelse aldrig havde eksisteret. Til gengæld havde samfundet i kraft af dets jagt på formodede satanister ødelagt tusinder af almindelige menneskers liv. Endnu i dag er der folk, der lider under følgerne af hvad der er blevet betegnet som en moderne heksejagt. 

Baggrunden for Satanic Panic i USA 
Satanic Panic er af sociologer blevet beskrevet som en form for ”Moral Panic”, der dækker over den situation, der opstår, når et mindre socialt problem erstatter, og udtrykker, et større og mere grundlæggende problem. Der er tale om et reelt tilfælde af ”Panic”, når man kan identificere bredt udbredte skrækmotiverede reaktioner og handlinger i samfundet. ”Moral Panics” er historisk set opstået i vesten, når samfundet har oplevet økonomiske problemer og hurtige samfundsmæssige ændringer (1 - s. 78). 

I 1960’erne begyndte familiemønsteret at ændre sig. Det blev nødvendigt med to indkomster for at familien kunne klare sig, og man måtte opgive det traditionelle familiemønster med den hjemmegående husmor. Børnene blev sendt i daginstitution, og forældrene så deres indflydelse på børnenes opdragelse formindsket. Ægteskabet var ikke længer helligt, og selv uønskede graviditeter kunne snart afbrydes (1 – s. 66ff). På mange måder oplevede folk, at familien var truet, og at værdier og autoriteter blev ændret. Disse ting udtrykkes symbolsk i satanismemyten. De moralske værdierne opfattes som truet af onde kræfter udenfor menneskets kontrol, og man har mistet troen på, at samfundet kan beskytte og hjælpe mod disse kræfter (1 - s. 221ff). 

Hvad er Satanic Panic? 
Satanic Panic er i sin grundform en dæmonologi, der tager udgangspunkt i kristendommen som det gode, og som bygger et dæmoniseret billede op af fiktive tilbedere af Satan. Vigtige elementer i myten er blodofringer, ofring af børn, kannibalisme og angreb på anerkendt moral og religion. Myten om onde børneofrende fremmede (ofte omtalt som ”the blood ritual myth” på engelsk (1 – s. 231)), kan bl.a. findes i romernes beskyldninger mod de første kristne, de kristnes beskyldninger mod jøder og kættere, og siden beskyldningerne der blev rettet mod de anklagede under hekseforfølgelserne. Ofringen af børn står ikke alene som et symbol på de fremmedes entydige ondskab i kontrast til børnenes totale uskyld, men symboliserer også de fremmedes trussel mod hele samfundets fremtid. Historiske eksempler på denne slags dæmoniseringer og efterfølgende forfølgelser af syndebukke kan ses i form af hekseforfølgelserne, kommunistforfølgelserne og de tyske jødeforfølgelser (1 - s. 21ff). En subversiv satanismemyte er specielt effektiv, da den passer perfekt ind i kristne forestillinger om Satan som Guds modstander. Godt nok blev ”heksene” og kommunisterne beskyldt for at være satanister, men en entydig satanisk sammensværgelse har en uovertruffen symbolværdi. 

Kræfterne bag Satanic Panic 
Bag Satanic Panic i USA stod flere forskellige samfundsgrupper, hver med deres specielle interesser. Blandt de mest vigtige aktører var socialvæsnet, antikult bevægelsen fundamentalistiske kristne grupper og ”survivor” bevægelsen (1 – s. 5ff). 

Socialvæsnet 
I 1960’erne blev der skabt fokus på seksuelt misbrug af børn. Før da var den slags historier fra voksne normalt blevet afvist som fantasi ud fra Freudianske teorier, men man vidste nu, at misbrug fandt sted, og at det ofte var forbundet med dårlige sociale kår i familien. Der var dog megen modstand mod at blande sig i, hvad der foregik inden for hjemmets fire væge, og det blev i stedet ”The stranger danger” – den fremmede krænker, lovgiverne og socialarbejderne kom til at fokusere på. Den subversive satanismemyte supplerede dem med de ultimativt onde fremmede. Samtidigt sørgede feministbevægelsen for, at det næsten var umuligt at afvise påstande om seksuelt misbrug. Med udgangspunkt i de vanskeligheder incestofre før havde haft med at blive troet, blev det nu anset for et fornyet overgreb mod ofrene, hvis man stillede spørgsmålstegn ved deres beretninger, uanset hvor usandsynlige disse virkede (1 – s. 10ff). 

Antikultgrupper 
I 1960’erne var der samtidig ned anerkendelsen af eksistensen af seksuelle overgreb mod børn, opstået fornyet interesse for okkultisme og alternative religioner blandt USAs ungdom. Denne interesse blev søgt bekæmpet af antikultgrupper. De havde ofte kristent udgangspunkt, og arbejde ud fra teorier om, at kulterne ”stjal” unge mennesker og hjernevaskede dem. Ordet ”kult” blev opfattet meget negativt, og defineret bredt som alt der faldt udenfor konventionel kristendom. Frygten for satanisme passede fint ind i bestående paranoiakampagner. Grupper som American Family Foundation og The Cult Awareness Network (CAN) var de mest aktive aktører. Man opererede blandt andet ved hjælp af såkaldte ”Deprogrammører”. Disse folks arbejde bestod i at ”redde” folk fra kulter og fjerne den programmering, de mente, folk var blevet udsat for. Dette skete ofte ved hjælp af kidnapning, ydmygelser, trusler og fysisk vold. Den slags sager førte til nedlæggelsen af CAN i 1996. Antikultbevægelsens uvidenskabelige teorier om hjernevask og den almindelige frygt for fremmede religioner var ikke desto mindre med til at skabe troværdighed omkring påstandene om en satanisk kult (1- s. 49ff). 

Fundamentalistiske kristne grupper 
I 1970’erne begyndte forskellige kristne grupper at organisere sig og blive en reel politisk magtfaktor. Frygten for en reel satanisk trussel, gjorde det muligt at argumentere for bekæmpelse af okkultisme, rockmusik  m.m., uden det blev anset for et religiøst spørgsmål (1 – s. 6, 1 – s. 49ff) 

”Survivor bevægelsen” 

I dag ved vi, at det var selve behandlingsmetoden, der var skyld i disse beretninger. Psykologerne gjorde blandt andet brug af samme hypnosemetoder, som er kendt for at frembringe ”erindringer” om tidligere liv og UFO bortførelser. Uden at vide det påførte psykologerne deres patienter falske minder om overgreb. Disse ”minder” førte siden til retssager mod de påståede udøvere af overgrebene, der oftest var patienternes forældre eller bedsteforældre (1 – s. 128ff). 

Patienter, som blev formodet at have været udsat for ”Satanic Ritual Abuse”, blev normalt diagnosticeret som lidende af ”Multiple Personality Disorder” (MPD) -  en tilstand, som siden  er blevet sammenlignet med forestillinger om besættelser. MPD patienter formodes at skifte mellem op til flere hundrede personligheder, og udviser en adfærd, der minder en del om den adfærd, man ser hos påstået besatte mennesker. MPD patienter opfattes af nogen som meget let påvirkelige mennesker, som meget let lader sig hypnotisere, og som ubevidst spiller den rolle, deres omgivelser udpeger til dem på et givent tidspunkt. I mange tilfælde ser behandlerne også ud til at tillægge deres patienter mange af de samme karakteristika, som traditionelt tillægges besatte. Der er endog behandlere, der påstår, at det er almindeligt for de forskellige personligheder at have forskellige øjenfarver, og at sår kan forsvinde og dukke op på patientens krop, når patienten skifter fra en personlighed til en anden.  (1 – s. 145ff, 2, 3). 

”Survivor” sagerne var medvirkende til, at der i 1983 begyndte at komme lignende beretninger om sataniske overgreb på børn i daginstitutioner. Det viste sig siden, at børnenes beretninger var fremkommet ved hjælp af meget tvivlsomme metoder, og at disse metoder havde påtvunget børnene minder om seksuelle overgreb, der aldrig havde fundet sted. I forsøget på at beskytte børnene mod ikke eksisterende overgreb, udsatte man dem for reelle overgreb. En del af de anklagede i sagerne kom endvidere til at tilbringe utallige år i fængsels- og retssystemet. ”Daycare sagerne” skabte meget presseomtale, og McMartin sagen, der var den største, blev USA’s dyreste retssag nogensinde (4 & 5). 

Supplerende litteratur: Se blandt den norske og engelske sektion på denne hjemmeside.