Newsflash

If you notice a dead link, or a webpage or article that should be included in our links, please notice our webmaster. Your help will be much appreciated!
 

Related Items

Donate

Enter Amount:

$

Statistics

Members: 1811
News: 226
Web Links: 20
Visitors: 1624142
You're here: Home arrow Danish resources arrow Aminas personlige rum arrow Personlig OSS
Personlig OSS PDF Print E-mail
Written by Amina Olander Lap   
Sunday, 01 January 2006

 

Spørgsmål: Hvordan definerer du satanisme?

Svar: For mig er satanisme en ateistisk filosofi.. Du kan læse mere om satanisme på Satanisk Forums hjemmeside.


Spørgsmål: Hvorfor er du satanist?

Svar: Fordi jeg mener, at filosofien passer godt sammen med mine personlige holdninger.


Spørgsmål: Hvorfor/hvordan blev du satanist?

Svar: Jeg har altid haft en ateistisk indstilling, og undrede mig i mine teenageår over, hvordan folk kunne tro på forskellige religioner, en interesse der førte til, at jeg i dag studerer religionsvidenskab.

Min undren fik mig til at læse en del litteratur, her under litteratur om satanisme. Til min overraskelse måtte jeg konstatere, at der her faktisk var en del, som jeg kunne erklære mig enig i, hvilket fik mig til at undersøge emnet nærmere. Der efter søgte jeg kontakt med andre satanister via internettet. I dag sidder jeg i bestyrelsen i Satanisk Forum og er medudgiver af bladet Satanisk Bulletin.


Spørgsmål: Hvorfor har du valgt at stå åbent frem som satanist?

Svar: Mange satanister undlader at erklære sig offentlig som satanister, blandt andet fordi det kan give problemer på grund af fordomme. Grunden til at jeg personligt har valgt at stå frem som satanist, er blandt andet, at jeg har erfaret, at filosofien og miljøet har noget at tilbyde, som jeg ikke har mødt andre steder. Derfor finder jeg det relevant, dels at prøve at fjerne nogle af fordommene om satanisme, og dels at hjælpe andre satanister med at komme i kontakt med ligesindede.


Spørgsmål: Hvad mener din familie og dine venner om at du er satanist?

Svar: Mine ikke-sataniske venner og min familie kender mig, og ved hvilke holdninger jeg har. Dette har de ikke noget problem med, selv om de selvfølgelig ikke er enige med mig i alt. Nogle gange kan det dog være lidt kedeligt for dem, hvis jeg for eksempel har givet et interview til medierne, som nogle af deres bekendte har set. Det kan sætte dem i den situation, at de pludselig bliver stillet spørgsmål fra folk, der ikke kender mig, og som har alle mulige fordomme og negative forestillinger.


Spørgsmål: Hvad laver du til dagligt?

Svar: Jeg studerer religionsvidenskab ved Århus universitet, og så bruger jeg en del tid sammen med min datter og min søn, min kæreste, min familie og min venner. Desuden er jeg glad for at bruge mine hænder og strikker f.eks. tøj til mine børn og syr ting til hjemmet.

Da jeg sidder i bestyrelsen i Satanisk Forum, har jeg selvfølgelig også nogle praktiske opgaver i den forbindelse. Desuden giver jeg nogle gange interviews til medierne, jeg hjælper skoleelever der skriver opgave om satanisme, jeg skriver tekster til vores foreningsblad og vores hjemmesider, og jeg deltager i sociale arrangementer, hvor der er andre satanister.


Spørgsmål: Laver du nogen særlige ting som satanist?

Svar: Det tætteste jeg kommer på ”særlige aktiviteter” er nok deltagelsen i vores årlige Halloweenfest samt min deltagelse i Satanisk Forums aktiviteter. At være satanist handler ikke så meget om at lave noget specielt, men mere om den måde man forholder sig til tilværelsen og de valg man træffer.


Spørgsmål: Er dine børn døbt, og hvordan vil du opdrage dem?

Svar: Mine børn er ikke døbt i den danske folkekirke. Jeg er ikke kristen, og derfor benytter jeg mig selvfølgelig ikke af kristne ritualer.

Jeg vil selvfølgelig opdrage mine børn ud fra principper, som jeg finder fornuftige. Det betyder blandt andet, at jeg prøver at styrke deres gåpåmod, selvtillid, indfølingsevne, nysgerrighed og kreativitet. Jeg forventer ikke, at de nødvendigvis vil definere sig selv som satanister.

Til dagligt prøver jeg at undgå, at de bliver udsat for religiøse forklaringer og påvirkninger. Børn har selvfølgelig brug for at vide, at der findes religioner, og hvad religion er, men jeg ønsker ikke, at de skal blive religiøse. For mig at se, er der ingen grund til at bilde børn ind, at storken kommer med små børn, eller at de kan blive smidt i helvede, hvis ikke de overholder nogle regler, som tilfældigvis blev skrevet ned for nogle tusinde år siden.


Spørgsmål: Generer det dig, når du møder fordomme om satanisme?

Svar: Folk har ret til at mene, hvad de vil, også om satanisme. Men hvis de bygger deres holdninger på uvidenhed og fordomme (hvilket de fleste gør), så er det ikke specielt fornuftigt.

Med et så kontroversielt emne som satanisme, som folk på grund af samfundets kristne kulturarv nødvendigvis må have en holdning til, er problemet normalt ikke uvidenhed, men at folk *tror* de ved noget, som faktisk ikke er rigtigt. Hvis folk ellers er forholdsvis fordomsfrie, så kan dog normalt sætte sig ud over deres kulturbestemte fordomme. Almindeligvis er det kun religiøse folk, der på grund af deres egne forestillinger insisterer på, at satanisme skal defineres ud fra kristen mytologi. Men det er normalt de samme mennesker, som også kan finde på at advare imod ”dæmoniske påvirkninger” gennem rollespil, rockmusik og lignende. Det vil sige, at der reelt set er tale om folk, som man sjældent for noget ud af at diskutere med, selv om man nøjes med at kalde sig selv ateist eller fritænker. Betegnelsen ”satanist” har derfor langt hen af vejen den praktiske funktion, at betegnelsen hurtigt sorterer de mennesker fra, der er så religiøse, fordomsfulde, intolerante, uvidende og/eller snæversynede, at de alligevel ikke er værd at beskæftige sig med.


Spørgsmål: Hvad syntes du om kristne?

Svar: Der findes et sted mellem 25.000 og 30.000 forskellige kristne grupper, hver med deres opfattelse af, hvad kristendom er. Og hvis man ser på antallet af personer, som bekender sig som kristne, så er antallet enormt. Der vil derfor nødvendigvis være kristne, som jeg er enig med, og kristne som jeg er uenig med. Jeg prøver så vidt muligt at bedømme folk individuelt, hvis jeg møder dem i min dagligdag.

Spørgsmål: Hvad er din holdning til kristendom og andre religioner?

Svar: Jeg ca. samme holdning til folks religiøsitet, som jeg har til deres seksuelle feticher, hobbyer og økonomiske investeringer. Så længe de ikke skader andre, så bør de have frihed til, at gøre hvad de vil. Jeg sætter den personlige frihed højt, og respekterer andre folks frihed. Jeg føler, at jeg har ret, men jeg vil ikke hævde, at kunne give det ultimative svar på, hvordan ethvert mennesker bør leve sit liv. Det spørgsmål må være op til den enkelte at afgøre.

Når det gælder den offentlige debat og samfundsindretningen, så vil jeg dog kæmpe for mine egne synspunkter. Det betyder, at jeg blandt andet gerne vil kæmpe for fuld adskillelse mellem stat og kirke. Religion bør være en privat holdningssag, ikke noget som styrer hverken politik, videnskab, retsvæsen, undervisning eller lignende.

Angående selve den religiøse tro, så kan jeg selvfølgelig se, at religion kan have en positiv effekt på nogle mennesker, men da jeg ikke tror på, at religionen står i relation til en eksisterende guddom, så må jeg opfatte religionens positive effekter som en placeboeffekt med tilhørende bieffekter. For eksempel kan tror være farlig, hvis den får folk til at fraligge sig ansvar, opføre sig (selv)destruktivt eller forholde sig apatisk. De positive effekter bør ikke afvises, men det er min opfattelse, at de opnås bedre på andre måder, hvis folk ellers er bevidste og modne nok til at påtage sig ansvaret for deres eget liv.


Spørgsmål: Laver du ritualer?

Svar: Nej. Jeg deltager dog i en lille ceremoni til Halloween som jeg selv har været med til at udvikle.


Spørgsmål: Gør du brug af nogen særlige symboler eller påklædning? 

Svar: Jeg har et Baphomet symbol og et pentagram, som jeg nogle gange har på. Symbolerne har dels en filosofisk betydning, idet de for mig illustrerer nogle vigtige pointer i min filosofi, og dels en social betydning. Den fælles symbolbrug blandt satanister giver en følelse af fællesskab i forhold til nogle fælles værdier og en fælles kultur, på samme måde som brugen af dannebrogsflag kan få danskere til at føle sig som et folk.


Last Updated ( Tuesday, 17 October 2006 )
 
< Prev

Design based on ScHiZoPeR. Technical maintenance by Ole Wolf.
© 2012 Satanic Media Watch And News Exchange
Joomla! is Free Software released under the GNU/GPL License.