Da Satan steg ned fra fjeldet

“Levende billeder” årgang 10, nr. 98 s. 26 - 27 (1994) 

Den 10. august sidste år lukkede den lille kulsorte kælderbutik, Helevete, i Oslo. Samme dag var butikkens indehaver, Øystein “Euronymous’ Aarseth, nemlig blevet stukket ned af sin ven, Kristian “Count Grishnack” Vigernes. Årsagen er endnu ikke fundet, men knivmordet blev kulminationen på en bizar og sært fascinerede historie, der har rystet Norge. En historie om en flok unge mænd, der dyrker sort heavy metal, død, satanisme og kirkeafbrændinger midt i et samfund, der konstant bevogtes af en dybt kristen menighed. 
Lars k. Andersen har nærlæst et bundt udklip fra det sidste års norske aviser for at finde en forklaring på Norges svar på Danmarks to presseopblæste, såkaldte “hip hop-mord” 

Når 9 unge nordmænd i 20-årsalderen til maj kommer for retten i Oslo, anklaget for otte tilfælde af kirkeafbrændinger og to mord, er det den foreløbige kulmination på en række bizarre og tågede hændelser, der ikke kan andet end vække mindelser om Charles Manson-sagen i Californien 1969. Både hvad angår forbrydelsernes karakter og graden af den norske presses hysteri. Et hysteri, der måske i sidste ende var med til at skubbe de formodede gerningsmænd ud i et mentalt overdrev og en mediespiral, hvorfra det var umuligt at vende tilbage. 

Det er i hvert fald sådan, den norske rockskribent Arvid Skancke-Knutsen, der har fulgt sagen på nært hold i musikmagasinet Rock Furore, udlægger hændelsesforløbet. En sag, der indeholder så brandfarlige ingredienser som den sataniske aflægger af heavy metal - black metal - gudsbespottelse, brandstiftelse, selvmord, mord på en kultmusiker, mord på en norsk homoseksuel, nazisympatier, en sensationspresse, der skriger efter nye satanistiske mishandlinger og sexovergreb - krydret med et kristent Norge i chok. 

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg finder, at tabloidpressen var med til at accelererer en udvikling og måske ligefrem skabte grobunden for, at disse unge mennesker kom så langt ud. For hver dag, der gik, skulle de levere mere og mere slagkraftige historier til avislæserne. De blev mediestjerner fra den ene dag til den anden, og de black metal-musikere, der nu sidder fængslet, blev måske fanget af deres medieskabte myter. Det var en slags runaway train-effekt. De gik langt ud, og det gik hurtigere og hurtigere, og pludselig var det en virkelighed, som de ikke kunne kontrollere, mener Arvid Skancke-Knutsen. 

At den norske presse har reageret med et hysteri, der siger spar to til næsten alt, vi kender på vores breddegrad, finder man ud af, hvis man gennembladrer tilfældige norske aviser fra de sidste par år. Man skal ikke lede længe for at finde overskrifter som “Slagvåpen af menneskebein”, “Selger Satan til 2000 norske ungdommer”, “Alle kirkebrannene kobles mot satanister” og “Dødsprins myrdet med kniv”. 

Den sidste overskrift stammer fra sentationsavisen VC den 11. 8. sidste år og refererer til det gådefulde knivdrab dagen forinden på den 25-årige Øystein Aarseth, i norsk black metal-kredse bedre kendt som Euronymous - “Dødsprinsen” - ledende medlem af Norges ældste black metal-band, Mayhem, og indehaver af den sortmalede kultbutik, Helvete i Oslo, hvorfra han styrede sit eget pladeselskab, Deathlik Silence Productions. Den formodede gerningsmand er en anden af norsk black metals centrale figurer, den 20-årige Kristian Vigernes alias Count Grishnack - eller bedre kendt som “Greven” fra enmands-gruppen Burzum. Da mordet fandt sted var Graven allerede en af de mest omtalte mænd i Norge på grund af sigtelser for to tilfælde af kirkebrændinger. 

Året forinden, sommeren og efteråret ‘92, havde kirkeafbrændingerne opskræmt Norge. Den ene gamle kirke efter den anden brændte ned til grunden, deriblandt kongefamiliens yndlingskirke Holmenkollen Kapell. En brandmand omkom, gravsteder blev skændet, satanistiske tegn blev skåret ind i kirkedørene, og uden for et nedbrændt Guds Hus fandt man en halshugget hare. Den kristne offentlighed var opskræmt, og selv om aviserne skrev side op og ned om, at det lignede en satanistisk sammensværgelse, stod politiet i lang tid uden reelle spor i sagen. 

- For at forstå medievirkeligheden i Norge de seneste par år, er det nødvendigt at gøre sig klart, at den norske presse har kørt den ene historie efter den anden om mystiske Satan-orgier, sexmishandling af børn og hemmelige djævleloger lige siden starten af 90’erne, forklarer Arvid Skancke-Knutsen. 

- Når historierne er blevet gået efter i sømmene, har der aldrig været noget på dem, men det har været regnet for godt stof. Og da Geneisis P. Orridge (kendt for de engelske kultgrupper Throbbing Gristle og Psychic TV i 80’ernes begyndelse - red.) fra den rituelle organisation, Temple Ov Psychick Youth for et par år siden blev anklaget for børneofringer af den britiske sensationspresse, gik den norske presse med på vognen. Scotland Yards undersøgelser førte ikke til noget som helst, men det var en historie, der i Norge var med til at gøde jorden for et kristent hysteri, tilføjer han. 

Arvid Skancke-Knutsen ser den norske presses optagethed af satanistiske sammensværgelser og menneskeofringer som en udløber af den kampagne, som oprindeligt blev startet i USA af kristne fundamentalister og siden spredte sig som en løbeild først til England, hvor enkelte djævleuddrivere hævder, at selv dele af kongefamilien dyrker sortekunst, og siden igen til Norge og Sverige, hvor man i fuldt alvor har tv-udsendelser om trusler fra mørkets magter. 

Den store medietumult tog imidlertid sin begyndelse, da Count Grishnack i begyndelsen af ‘93 stod frem i et interview og sagde, at han havde været med til at brænde to kirker. Dagen efter blev den unge, langhårede fyr fra Bergen arresteret, og selv om den angiveligt talentfulde musiker siden - med en af Norges bedste forsvarsadvokater ved sin side, betalt af Gravens forældre - hævdede, at det havde været et PR-stunt for at lave “århundredes markedsføring” af det nye album med Burzum, opretholdt politiet sigtelserne. Der var lidt for mange ting, der begyndte at passe sammen. 

Det var startskuddet til det mest intense mediehysteri i Norge i nyere tid. Den lille black metal-scene blev endevendt for historier. De sortklædte, langhårede, ligsminkede musikere var med ét slag forsidestof. Musikere, der før havde levet i obskuritet, vågnede op til medieberømmelse, og for hver dag blev teenage-musikernes udtalelser mere og mere rabiate. Black metal-plader sprøjtede ud på markedet og opnåede salgstal på op til 20.000 eksemplarer. 

Rygterne svirrede. Man sagde, at Mayhem selv havde dræbt deres svenske sanger, Dead, i 1991, selv om sandheden var, at han skød sig med en pistol i Euronymous “Helvete”. Det faktum blev så til, at Dødsprinsen, som fandt Dead med sprængt kranie, havde samlet stumper af hovedskallen op og sendt dem til fans, som forarbejdede dem til smykker. 

Da Greven kom på fri fod efter seks ugers varetægtsfængsling, røg han lige ud til en tilværelse som mediestjerne, men også til pressens spekulationer om, hvorvidt han stod bag et mord i Bergen. Ikke desto mindre var han i fin form, da han mødte Arvid Skancke-Knutsen på en lille café i Oslo. 

“Det er utrolig kreativt at være destruktiv”, sagde han. “Det mest positive, man kan gøre, er at udrydde alle mennesker. Folk må indse, at det er godt, at de sultne i Afrika dør. Hitler har min sympati, ligesom Stalin, Pol Pot, Saddam Hussein og Ceausescu. Alle disse diktatorer har udryddet minoriteter, noget jeg støtter 100 procent. Jeg går ind for idéen om et Norge for Nordmænd. Jeg tror, vi får et mere interessant samfund på den måde. 

Da Arvid Skancke-Knutsen bebrejder ham hans dyrkelse af undertrykkelsen, svarer Graven, at “menneskene driver længere og længere væk fra det, de egentlig søger. Vi vil skræmme folk og jage dem tilbage til kirkerne. Vi ønsker, at de skal blive totalt undertrykte af Gud. Som satanister støtter vi kristendommen fuldt ud, fordi den er den største undertrykker af alle. 

Euronymous slår samme takter an i et andet interview i det norske blad, Beat. 

“Ægte satanister er overmennesker. Vi mener, at dette er religion. Hvis du tager det helt derud, så kan du sige, at naturen er fascistisk, fordi det kun er den stærkeste, der overlever, proklamerer Euronymous. Men ligesom Greven har han denne ejendommelige respekt for “Ekstreme kristne”. 

“Tænk hvis Indre Mission havde haft magt: så havde der ikke været megen smil eller latter, ingen fest eller scoren damer. Folk havde måtte gå klædt i sort og leve i konstant frygt for Gud. Vi mener, at der er dårligt at feste. Det er bedre at sidde og skære i kroppen end at gå ud og have det sjovt”. 

Kort tid efter lå Euronymous død og indsmurt i sit eget blod uden for sin sortmalede, nu lukkede butik. “Den sorte Greve af det hvide Norge” blev anholdt for drabet og sidder nu fængslet, mens han venter på retssagen. I øvrigt ligesom en musiker fra gruppen Emperor, der midt i medietumulten gik amok og myrdede en homoseksuel. Men hvorfor Greven myrdede Euronymous (hvis han er skyldig), er stadig en gåde. De var venner. De havde spillet sammen i Mayhem. De var åndsfæller. Dem eneste ydre ting, som kan have ledt op til en voldelig konfrontation er, at Greven muligvis kan have set Euronymous som forræder. Den 29. Januar ‘93 - midt i medie-hurlumhejet - kom Dødsprinsen nemlig til at tage afstand fra kirkebrandene. En udtalelse, der egentlig skulle ligge ham fjernt - og kan være blevet fordrejet af en journalist, som den slags jo sker. Hvis det er en mulig teori, har pressen på en ret direkte måde været med til at skubbe til læsset. 

- Man skal måske se på Norge som et puritansk og calvinistisk samfund i udkanten af Europa for at forstå alt det, som er hændt. De unge black metal-folk er til dels spejlbilleder af det religiøse Norge. Et samfund, som vil få et ekstremt oprør, når dets unge er vrede, siger Arvid Skancke-Knutsen. 

Noget af det klogeste, der blev sagt, da hysteriet var på sit højeste i Norge, var måske da kriminalinspektør Sveinung Sponheim fra Oslo Politikammer holdt pressekonference i forbindelse med arrestationerne. Han sagde lige ud, at man ikke havde afdækket noget, som kunne kaldes et satanisk miljø. Man havde anholdt en klikke af unge mennesker, som kunne lide at klæde sig lidt specielt på.